Hjørring vokser – Hirtshals skrumper igen

0
Hjørring by er vokset siden 2011, og der er bygget mange hvide boliger i det sidste årti, hvoraf nogle ses her fra luften Luftfoto: Hans Hunderup
Hjørring er i de seneste år blevet en by med større tiltrækningskraft for bosætning end tidligere set.

Gennem de sidste fem år er byen vokset med godt 1000 indbyggere, og ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over byers størrelse er Hjørring meget tæt på at rumme 26.000 borgere. Den første januar 2018 manglede der kun seks indbyggere i at nå tallet. Alene i 2017 kom der 230 flere til byen end der flyttede fra.

Mens kommunens største by har haft en ubrudt fremgang i indbyggertallet siden 2011, så oplever den næststørste by den modsatte udvikling. Med 5.857 registrerede borgere havde Hirtshals ved indgangen til 2018 det laveste indbyggertal i mange år. Tilbagegangen i 2017 på 23 borgere er dog langt mindre end tidligere, hvor der jævnt hen flyttede 50 til 80 indbyggere netto fra byen om året. Over årene 2010-2015 dalede folketallet med rundt regnet 400.

Samlet set mistede Hjørring Kommune i løbet af 2017 netto i alt 50 indbyggere, så indbyggertallet pr. 1. januar 2018 lå på 65.257.

Hjørrings fremgang i 2017 lagt sammen med udflytningen fra kommunen betyder, at der er nogle andre store tabere end Hirtshals i konkurrencen om bosætning.

I 2017 var der i særlig grad Sindal, som mistede 62 borgere, men byen holder stadig skansen som en by med over 3.000 borgere.

Tilbagegangen i Sindal er ekstraordinær stor, idet byen i årene forud både haft haft beskeden vækst og tilbagegang.

En tredje taber er kommunens fjerdestørste by Vrå, som sidste år sagde farvel til 23 borgere (netto) og ved udgangen af 2017 havde 2.461 indbyggere.

Løkken er blandt områdebyerne den by, som i 2017 har været mest attraktiv for bosætning. Med en fremgang på 23 er Løkken kun en indbygger fra at runde et folketal på 1600.

De to mellemstore byer Tårs og Tornby har i de seneste år haft nogenlunde balance i befolkningsregnskabet. Og med meget beskedne ændringer sidste år på henholdsvis plus 2 og minus 3 indbyggere. Derimod har Bindslev mistet 33 borgere i 2017 efter et par år med fremgang.

Blandt de 20-21 landsbyer i kommunen, som er med i Danmarks Statistik har byen Astrup været mest begunstiget af bosætning i 2017 med en fremgang på 34 til 613.

Horne voksede til 721 efter et plus på 20 og Lønstrups tal gik tilsvarende op til 537 efter en vækst på 16.

Den generelle tendens i de mindre landsbyer med 200-300 indbyggere er, at de er præget af større fraflytning end tilflytning.

Således forsvandt Tolne fra DS’s Danmarkskort i løbet af 2017, mens nabobyen Mosbjerg dykkede fra 268 til 238. Vrensted fortsatte tilbagegangen, og der er nu under 300 indbyggere. Og det på trods af et aktivt foreningsliv. Samme vej er det gået for Sønder Rubjerg, som nærmer sig bundlinjen på 200 indbyggere.

Tre andre landsbyer Hundelev, Poulstrup og Lørslev er ene om at gå imod den generelle tendens. Deres fremgang kan dog hver især tælles på en hånd.

Den generelle tendens er også, at færre vil bo i de små landsbysamfund med under 200 indbyggere og ude i det åbne land. I løbet af 2010’erne er der blevet rundt regnet 1000 færre i disse landdistrikter, og når der ifølge statistikken tilsyneladende er sket en fremgang fra 15.072 til 15.144 pr. 1. januar 2018, så skyldes det Tolne er kommet med her.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close