Mormors påskefrokost for de ældre fra Vrå

0
Marianne Mortensen slog Skærtorsdag dørene op for den nyindrettede Mormors Sommercafé på Strandvejen i Tornby, hvor hun tilbyder god gammeldags mormor mad fra et righoldigt menukort. Foto: Niels Helver
Beboerne fra Ældrecenter Lundgården i Vrå fik i sidste uge en ganske særlig og hyggelig oplevelse, da ældrecentrets ledelse havde arrangeret påskefrokost i Mormors Sommercafé i Tornby.

Mormors Sommercafé er et nostalgisk sted fyldt med minder fra dengang, hvor alting ikke gik så stærkt. Det er lige et sted, hvor de ældre fra Lundgården straks følte sig hjemme. Mange af de ting som de så i cafeen, er ting som de kendte fra deres eget og deres forældres hjem. Her er gamle møbler, musselmalet porcelæn, rigtige duge på bordene og en gammel kaffemølle i hjørnet ved en buldrende pejs.

Marianne Mortensen overtog stedet på Strandvejen 7 i Tornby den 1. august sidste år. I første omgang indrettede hun et galleri, hvor skiftende kunstnere kan udstille deres værker, samtidig med at de besøgende om søndagen kan nyde et gevaldigt kaffebord med mere end 50 forskellige kager. Det er blevet en bragende succes med fuldt hus hver eneste søndag.

Skærtorsdag slog Marianne Mortensen så dørene op for selve cafeen, hvor gæsterne kan vælge god gammeldags mormor mad ud fra det righoldige menukort med a la carte retter. Lige nu er åbent hver weekend frem til pinse, og herefter er der åbent hver dag frem til efterårsferien.

– Her træder man ind i mormors verden, hvor indretningen er nostalgisk, og her er tiden næsten gået i stå. Her finder gæsterne ro uden Wi-Fi og andre moderne tekniske ting. Her er der ro til samvær og et godt måltid mad, der er tilberedt som mormor ville gøre det med piskefløde, smør og lokale råvarer, fortæller Marianne Mortensen.

De ældre nød da også den gammeldags påskefrokost med marinerede sild, hjemmelavede stegte sild, nyfangede rødspættefileter, skidne æg, æggekage med spæk, stort ostebord og en afslutning med kaffe og lagkage. De ældre hyggede sig, og humøret var højt. Det var ingen tvivl om, at de havde glædet sig til denne udflugt med en god påskefrokost i Mormors Sommercafé.

Mens der blev spist, hyggede Chris Borup om de ældre med musik fra en svunden tid, og det gav anledning til fællessang og “sejle-op-ad-åen”.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close