Stormøde om fremtidens Tornby

0
Formanden for menighedsrådet Henrik Hegelund er meget interesseret i udviklingen af Tornby og glæder sig over Peter B. Kristensens initiativ til ”Tornby i Grøn Bevægelse”. Foto: Niels Helver
Torsdag den 17. maj klokken 19 er der stormøde på Tornby Skole om fremtidens Tornby. Det er arbejdsgruppen bag potentialeplanen for Tornby, Louise Christensen, Anette Størup, Niels Christian Balle, Jens Baggesen og Peter B. Kristensen, der er nået så langt med forslag til projekter, der skal synliggøre Tornby og trække flere beboere til området, at det nu er tiden til at høre borgernes synspunkter. Alle er meget velkommen, for det er Arbejdsgruppens ønske at inddrage så mange som muligt i den endelige udarbejdelse af potentialeplanen. Arbejdsgruppen vil arbejde videre med de ideer og forslag der fremsættes på mødet, og regner med at kunne præsentere den endelig plan for fremtidens Tornby på et nyt stormøde i september måned.

– Vi forventer, at det vil tage flere år at realisere de mål, der ligger som delelementer i planen, og de forskellige forslag, der indarbejdes i potentialeplanen, skal ikke nødvendigvis laves af den nuværende arbejdsgruppe. Det kan ligeså godt være de grupper, der er kommet med den ideerne. Det er vigtigt, at vi får ideerne på bordet nu, så arbejdet kan igangsættes så hurtigt som muligt, fortæller Peter B. Kristensen.

Den endelige plan udarbejdes af det anerkendte arkitektfirma SLA fra København. Firmaet er valgt grundet deres store ekspertise med at udarbejde og gennemføre byudvikling. SLA har blandt andet udarbejdet planen for Aalborgs nye grønne byrum på Budolfi Plads. Landskabsarkitekt Sofie Dybro er udpeget som projektleder, og det er ikke første gang, at hun udarbejder en potentialeplan. Sofie Dybro har også stået for udarbejdelsen af potentialeplanen for Vidstrup. Da hun er opvokset i Vidstrup og gået i skole i Tornby, har hun et godt lokalkendskab og en lokal forankring i det område, hvor hun skal lave planen.

Hjørring Kommune har støttet projektet med 100.000 kroner og er en vigtig samarbejdspartner i det videre forløb. Kommunen har i forbindelse med stormødet hjulpet Arbejdsgruppen med at sende invitationer via e-boks til alle borgere i Tornby.

Da en potentialeplan er en legeplads for gode ideer, er det kun fantasien der sætter grænser. Arbejdsgruppens tanker for Tornby i Grøn Bevægelse er eksempelvis: Træallé i hovedgaden, frugtlund, gendannelse af dam og arealet deromkring neden for Kirken. Sammenbinding af Tornby by, Tornby klitplantage og Tornby strand, både fysisk og mentalt, markante og identitetsskabende indgange til Tornby på indfaldsvejene og trække omkringliggende grønne områder ind i byen via stisystemer. Det er dog kun nogle af tankerne. Arbejdsgruppen håber, at borgerne torsdag den 17. maj vil komme med yderligere forslag på stormødet.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close