”Lauritzens Forsamlinghus” på Hotel Hirtshals blev en succes - debatten foregik i en god og sober tone

HIRTSHALS: 150 borgere var mødt op til ”Lauritzens Forsamlinghus” på Hotel Hirtshals mandag aften.

En veloplagt Karsten Lauritzen bød de 150 tilhørere og otte debattører velkommen ved at påpege, at formålet for aftenen var: At alle bliver klogere på fremtidens ældrepleje, og at vi er her for at lytte til hinanden.

Aftenens debat var delt op i tre runder, og i panelet sad på skift borgmester Arne Boelt, folketingsmedlem Per Larsen fra de konservative, byrådsmedlem Claus Mørkbak Høyrup (V), og kulturminister Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet, byrådmedlem Louise Hvelplund (Ø) samt byrådsmedlem Lone Olsen (V), og John Kirstein, bestyrelsesmedlem i Ældresagens Landsstyrelse samt Jon Pugholm konsulent fra Friplejehjem .

Formanden for Venstre i Hjørring Kommune Ove Jacobsen bød forsamlingen velkommen, og håbede på en god og oplysende aften.

Formanden for Venstre i Hirtshals og omegn, Lars Peter Høgh, havde stået for hele arrangementet, sammen med den øvrige bestyrelse fra Hirtshals og omegn.

Aftenen havde fremtidens ældrepleje i fokus. Og fra salen var der spørgsmål fra en snes tilhører til panelet.

- Der var en god og sober debat om fremtidens ældrepleje, konstaterede det lokale byrådsmedlem Jørgen Christensen fra Venstre efter mødet.

- Tonen var god hele vejen igennem, der var ingen barske udsagn om Tornby Plejehjem, og vi skal huske, at der var folk i salen og i panelet fra alle partier. Der var både unge og ældre blandt de fremmødte, tilføjer Jørgen Christensen,

- Jeg synes, vi har fået lavet en fantastisk platform her i Hirtshals til sådanne debat aftener, og jeg synes Karsten Lauritzen gjorde det rigtig godt. Han fremhævede de væsentlige ting, som han synes, der skulle debatteres og oplyses om, og han opfordrede folk til at have en vis form for pragmatisme til aftenens emne. Det synes jeg lykkedes for ham, siger Jørgen Christensen.

- Det var alt i alt en rigtig god aften, hvor alle blev oplyst om fremtidens ældrepleje, og jeg tror dermed, at alle gik hjem og var blevet klogere og mere oplyste, på et godt grundlag fra hele panelets forskellige indlæg, super godt, siger Jørgen Christensen.

- Sådanne aftener vil vi lave flere af i fremtiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...