SOMMER 2020: Galleriet har sommerudstilling med farverige, livsglade kolorister, klovnemalere, naivister - og unikaværker i bronze, keramik og glas.

Galleri Uggerby har åbnet dørenen til en stor 25 års jubilæumsudstilling i Lønstrup.

- Udstillingen er bygget op af vore trofaste malere, keramikere og glaskunstnere, som har været på banen i mange år, fortæller galleriejer Erik Thursgaard Jakobsen.

- Og hertil kommer de forholdsvis nyere kunstnere, der er kommet dumpende i de senere år indenfor maleriet og keramikken.

Galleri Uggerby åbnede 29. maj 1995.

- Og vi planlagde en stor udstilling, hvor næsten alle de faste kunstnere skulle have været her. Men der kom jo som bekendt noget andet i vejen for alle i denne verden. Vi har i stedet valgt at fejre jubilæet med mange gode tilbud, der kun kan ses i galleriet den pågældende dag og varierer fra dag til dag.

Galleriet gæster kan nyde synet af de sidste nye værker af malerne Benthe Barnekov med klovnebilleder, Bjørn Bjørnholt fra Sverige med Fabel fortællinger i kraftfulde farver, Johnny Schmidt med nye Færøske værker med lys i husene og i færgerne mellem de skønne øer.

Kirsten Murhart udstiller nye værker fra Italien og Lisbeth Ellinor nye naturbilleder og dansebilleder, Lone Mørkøre kan ses med nye værker fra Færøerne med den nye serie, som hun kalder Løsrivelsen med drivende øer i Atlanterhavet.

Maleren Ulla Gammelgaard viser en række fugle og Lønstrup-malerier spartlet i glade farver i olie på lærred.

Herudover udstiller maleren Allan Banke med nye finurlige billeder fra det Sydfynske øhav, Lene Worsøe med Naivistiske skildringer fra det skønne Danmark.

- Som den sidste nye maler inden for de sidste år, viser vi en del værker af Claus Brøndum fra Lønstrup, Rubjerg Fyr, Nørlev Strand og Kærsgaard Strand.

- Af keramikere deltager blandt andre vores nye keramiker Ginette Wien med Fabeldyr i stentøj, Tina Ferch med vaser og dyr i stentøj og Søren Wullum med masser af totalt tossede figurer i Stentøj.

Der er åbent i Galleri Uggerby, Strandvejen 89 i Lønstrup, fra torsdage til søndage klokken 13 - 17 til og med søndag 16. august og efter aftale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...