Nåede man ikke at se det hele i weekenden, så er indslag stadig tilgængelige på Naturmødets facebookside

HIRTSHALS: Søndag løb den sidste livestream fra Naturmødet hen over skærmen, og markerede således afslutningen på mødet.

Det er svært for naturmøde-chef, Jesper Lauritsen, at få armene ned, og han blev ifølge egne ord fuldstændig blæst bag over af danskernes modtagelse af verdens første online folkemøde, hvor mange har fulgt med hjemme bag skærmene og en deltagelse på et meget højt niveau.

- At mere end 40.000 gæster har været forbi os på Facebook er meget overvældende - og vigtigst af alt; gæster fra alle dele af landet. Danskernes mange spørgsmål, vi fik over 100 stk. i timen, og deres direkte kontakt til politikere og eksperter er det, der giver vores folkemøde en reel værdi, siger Jesper Lauritsen.

- Vi har opfundet et onlinekoncept, der appellerer til danskerne med en god blanding af underholdning, seriøse debatter, involvering og deltagelse. Der har været noget for alle, og vi mærker tydeligt, at danskerne bliver mere og mere optaget af naturen og de udfordringer og muligheder, vi står overfor, fortæller borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, borgmester Arne Boelt.

- At landets statsminister, miljøministeren og de øvrige toppolitikere valgte at deltage i vores online satsning, på trods af den aktuelle sundhedskrise, taler et tydeligt sprog, fortsætter Arne Boelt og tilføjer, at naturen nu er kommet helt op i toppen af den politiske dagsorden.

- De mange politiske debatter viste en vilje til at arbejde på at give naturen mere plads og finde fælles løsninger, der kan fremme biodiversiteten, afslutter Arne Boelt.

Nåede du ikke at få det hele med i weekenden, ligger de mange debatter, talks og podcast produceret i samarbejde med DR og indslag nu tilgængelig på Naturmødets Facebook-side, hvor naturdebatten også fortsætter og gør Naturmødet til et 365-dages event.

Naturmøde online er blevet en realitet med støtte af Naturmødets fonde, Aage V Jensens Fonde, Spar Nord Fonden og 15. Juni Fonden, som lige fra starten har troet på den store satsning, som nu har båret frugt. Konceptet ”Livesending fra naturen” blev bragt i samarbejde med Fonden Kaj Kjær Flora og Fauna.

Billederne er taget af Jens Brændgaard henover weekenden

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...