Masser af indefodbold og futsal ved Hjørring-cup mellem jul og nytår

HJØRRING: Home Hjørring og LIUF Fodbold er nu klar med turneringsprogrammet for årets Home Hjørring Cup. 250 hold er tilmeldt fordelt med 151 til Indefodbold og 99 til Futsal.

I de foregående år har der været en tendens med, at flere og flere hold hellere ville spille Futsal. Denne tendens er vendt i år, idet der nu klart er flest indefodboldhold tilmeldt.

Den tilbagevendne interesse for indefodbold ses især hos de yngste og de ældste. I årgangene U6 og U5 er der nemlig i alt tilmeldt 26 hold og i herresenior hele 29 hold. Af de 29 hold er mindre end halvdelen klubhold. De øvrige er private hold, hvor venner benytter en af juledagene til at mødes til en gang indefodbold.

Mindst 2.000 fodboldspillere forventes at deltage i stævnet.

Alt i alt skal der afvikles 467 kampe fordelt på dagene fra 27. - 29. december. For at få det hele afviklet er det derfor nødvendigt at tage hele tre haller i brug: Lundergårdhallen samt hallerne i Park Vendia.

LIUF Fodbold har været arrangør siden 1986. Stævnet er således nr. 33 i en uafbrudt årrække.

Turneringen er for drenge og piger i alderen 5-18 år, samt herre- og damesenior.

De fleste hold kommer fra Hjørring kommune og de omkringliggende byer, men der deltager også hold fra Aalborg, Viborg og Thisted.

Foruden de mange spillere ventes stævnet at trække op mod 4.000 publikummer.

For klubben betyder det selvfølgelig også, at der skal mange hjælpere i sving, som stævneleder, tidtager og resultatfører. Endvidere skal cafeteriet i Lundergårdhallen bemandes fra morgen til aften de 3 dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...