Hirtshals Museum havde inviteret til snigpremiere på den meget hemmeligholdte Årets Bjesk, der blev kåret på sidste års Fiskefestival

HIRTSHALS: I sidste uge havde Hirtshals Museum inviteret til snigpremiere på den meget hemmeligholdte Årets Bjesk, der blev kåret på sidste års Fiskefestival. Museet var fyldt til sidste plads med interesserede bjeskbryggere og andre nysgerrige, der gerne ville smage på den spændende nyhed.

Konkurrencen om titlen som Årets Bjesk har i flere år været vundet af ”De Friske Amatørkokke” fra Sindal, men denne gang tilfaldt æren igen jazzklubben fra Hirtshals ”Hva’ no’ Do”, der var glad for, at prisen Årets Bjesk igen var på lokale hænder.

Naturvejleder Jakob Kofoed fra Vendsyssel Historiske Museum bød de mange interessere velkommen til en aften i bjeskens tegn. Jakob Kofoed holdt deltagerne på pinebænken i længere tid, inden de fik lov til at smage på de spændende dråber. Jakob indledte nemlig aftenen med at fortælle, hvordan bjesken var kommet til Hirtshals. Noget som ikke mindst skyldes hjemmesygeplejerske Signe Hansen. Hun var meget optaget af den store mangfoldighed af urter i klitområderne, der kunne bruges som smagsforstærker i akvavit. Da Jakob Kofoed selv er en habil bjeskbrygger fortalte han, hvordan han lavede bjesk og bød på to forskellige smagsprøver. Den ene var lavet på enebær og den anden på lyng, to typiske ingredienser i bjesk.

Efter disse smagsprøver fortalte Jakob Kofoed om de bjesk, der er lavet specielt til i år. Den ene er ”Dronningens Bjesk” i anledning af Dronningens 80 års fødselsdag. Denne bjesk er lavet efter en original Signe Hansen opskrift. Da bjesken var budt rundt, rejste deltagerne sig og udbrød Dronningens skål.

Til sidst kom det, alle ventede på. Præsentationen af Årets Bjesk. Denne bjesk er lavet på malurt, porse og lyng. Da der blev smagt på bjesken, var der flere, der hørte ”smukke jazztoner” med en eftersmag, der mindede om det barske hav!

Nu skal et antal kokke og restauranter i gang med at kreere Årets Sild, der skal være i smagsharmoni med Årets Bjesk. Årets Sild bliver kåret søndag den 29. marts på Nordsøen Oceanarium, hvor også Årets Bjesk bliver frigivet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...