Butikken favner garn og lingeri til damer - og på systuen klarer Annette omforandringer på tøj

HIRTSHALS: Annette Bo Pedersen startede Ret og Vrang i Hirtshals i 1991, så det er altså 28 år siden.

Annette er udlært ved Leo Gården, og siden ansat ved Porsen i Nørregade, hvor der blev arbejdet med guld og sølv.

- På et tidspunkt fik jeg lyst til at blive selvstændig, og startede så i Nørregade 15. Jeg havde altid haft lyst til at sy og strikke, så det blev min forretning så bygget op omkring, siger Annette.

- For seks år siden flyttede jeg så over på hjørnet i Nørregade 22, og det var det rigtige sted - her var meget plads, og butikken ligger godt.

- Susanne Carlsen har været fuldtids ansat i nu 20 år, og hende kan butikken bare ikke undvære, hun er en god sælger, og jeg kan da godt sige, at vi har haft stor fremgang i alle de 28 år, forretningen har eksisteret.

Forretningen har strikkeklub hver torsdag fra klokken 14 til 17, og alle er velkommen. Her bliver der snakket kreativt om sy og strik, man hjælper hinanden med alt.

- Vi har også haft kirkecafeen med 12 personer, i strikkeklub. Så hvis der er andre, der har lyst til at komme, så bare sig det til mig, siger Annette.

- Min forretning er bygget op på salg af garn og lingeri til damer, og så laver jeg omforandringer på systuen for alle forretninger, der handler med tøj, her i Hirtshals. Jeg syr og omforandrer selvfølgelig også for private og virksomheder. Det er en stor sag i min forretning, jeg bruger ca. 80 procent af min tid ved symaskinen.

I garn- og strikkeafdeling er designer Hanne Falkenberg repræsenteret.

- Vi får strikke kasser fra Hanne Falkenberg. Her får man en færdig pakke med mønster og garn i én kasse, og det sælger godt.

- Hjertegarn er vor store leverandør i garn og mønstre.

Spørger man Annette, hvor længe hun vil blive ved, er svaret: - I det uendelige, jeg kan ikke undvære det her, og Hirtshals er en fantastisk by at drive forretning i. Men selvfølgelig vil jeg jo også pensioneres på et tidspunkt, men det er der lang tid til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...