HIRTSHALS: Årets store julekoncert i Hirtshals kirke finder sted fredag den 21. december kl. 19.30. Her bliver der glædeligt genhør med juleevangeliet i J.S. Bachs kendte og elskede fortolkning, med smukke arier, flotte og festlige korsatser, inderlig og medrivende julemusik.

Siden middelalderen har man i den kristne verden op til jul opført historien om Jesu fødsel i en eller anden dramatiseret og musikalsk form.

Hos mange giver det en særlig stemning at høre begyndelsesordene til juleevangeliet hos Lukas:

”Men det skete i de dage, at der udgik befaling fra Kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal…”

Bachs Juleoratorium er netop en sådan musikdramatisering af det velkendte Juleevangeliet. Bachs juleværk er dog ikke et egentligt oratorium.

Et oratorium var i 1700-tallet en musikdramatisk genfortælling af bibelske fortællinger – især de farverige historier fra det gamle testamente.

Disse værker hørte til på teatret eller i koncertsalen. De havde ingen liturgisk funktion og kunne altså ikke bruges ved en gudstjeneste.

Bachs Juleoratorium består derimod af seks kantater komponeret til at blive opført før og efter prædiken på seks helligdage og søndage fra jul til nytår.

De blev skrevet til julen/nytår 1734-35, da Bach var 50 år gammel.

Koncerten i Hirtshals Kirke er i de allerbedste hænder: Juleoratoriet fremføres af Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Andreas Spering. Solisterne er Sofie Jensen, sopran; Francine Vis, mezzosopran; Daniel Behle, tenor og Simon Duus, bas.

Korpartierne varetages af Thisted Kirkes Drenge/Mandskor.

Entré: Kr. 150. Børn og unge under 16 år: Fri entré

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...