Dialog med Hirtshals Havn om udvikling af området

HIRTSHALS: Vesthavnen og dens fremtid er i fokus hos den godt et år gamle Byforum Hirtshals, og det bliver formentlig en af de største opgaver, der tages op i det forum.

En arbejdsgruppe under dette med bestyrelsesmedlem Susanne Fibiger i spidsen har indledt en dialog om emnet med Hirtshals Havn.

- Vesthavnsgruppen har haft møde med havnen, hvor vi er kommet med nogle forslag. Havnen er meget positiv, men understreger samtidig, at Vesthavnen er en erhvervshavn også i fremtiden, fortalte Susanne Fibiger om det foreløbige arbejde i gruppen ved repræsentantskabsmødet forleden i Byforum Hirtshals.

Havnen er således positivt stemt overfor restauranter, som allerede er etableret i Vesthavnen. Derfor er det med en vis optimisme gruppen fortsætter dialogen i nye møder med havnens ledelse.

Vesthavnsgruppen er interesseret i, at der kommer flere turister og oplevelser som en del af livet på Vesthavnen, og ikke mindst at området kommer til at se bedre ud.

- Heldigvis sker der nu noget på det punkt med områdefornyelsen ved skrænten, tilføjede Susanne Fibiger.

Et at de forslag Vesthavnsgruppen har drøftet med havnen er projekt Udkigstårn, som en anden gruppe fra Hirtshals med turistforeningen som omdrejningspunkt tidligere har arbejdet med. Gruppen havde søgt om midler fra Realdania i forbindelse med en af Realdanias kampagner, men projektet slap ikke gennem nåleøjet til projektmidler.

- Vi vil gerne revurdere projektet og foreslår tårnet flyttes til en placering ved hjørnet af Vestmolen og Tværmolen, hvor det gamle tårn, som tyskerne byggede, stod, fortalte hun.

Ved Sydvestkajen er der kommet flere lystfiskere og lystfiskerbåde, og her er Vesthavnsgruppen interesseret i at skabe et godt bolværksmiljø. Blandt andet med et forslag om at lave en forsænket bro/promenade langs kajen.

Et tredje og mere omfattende forslag fra gruppen er en multikulturhal øst for Trappen, den har allerede fået lavet den første skitse.

- Inspirationskilden er den gamle auktionshal fra 1930, som arkitekt Plessner tegnede, forklarede Susanne Fibiger og fortsatte:

- Kan man få et sådant et hus op at stå, kan det nok køre hele året rundt.

Men det kræver at der der blandt andet søges fondsmidler til projektet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...