Hirtshals klar til at fejre 100 året som by hen over 2019

HIRTSHALS: Lørdag eftermiddag den 5. januar blæses 100 års byjubilæet i Hirtshals for alvor i gang, og det sker på Den Grønne Plads i tidsrummet kl. 15 til kl. 17.

Her kan deltagerne opleve følgende:

Lykønskning til byen ved Borgmester Arne Boelt.

Premiere på en særlig jubilæumsfilm med Hotel Hirtshals tårn som lærred.

Solen spilles ned, hvilket er genoplivning af gammel tradition med orkesterledsaget fællessang.

Programmet omfatter også en opstart på Stafet 100.

For at folk på pladsen kan holde mest på varmen opstilles der bålfade og de første 100 fremmødte børn får gratis pakke med skumfiduser til at riste. Der serveres kaffe, the og kakao og endelig prøvesmagning på bjesk fra Hirtshals Museum.

Jubilæums begivenheder fortsætter hen over 2019.

Det næste store indslag i anledning af jubilæumsåret, som kommunen sår bag, er en jubilæumsudgave af isskulptur festivalen lørdag den 23. februar med start kl. 10 på Den Grønne Plads. Arrangementet afvikles i samarbejde med Hirtshals Handel og Erhverv.

Samme dag har kommunen planlagt en indvielse af Sømandskirkens Have, som er en del af områdefornyelsen i midten af byen.

I løbet af 2019 gennemføres flere kommunalt finansieret større events i anledning af jubilæet, herunder Folkefesten den 22. juni under temaet By og havn i naturens favn.

Festen er stadig under forberedelse, og overskriften på konceptet er foreløbigt:

Porten til Norden: havnens nordiske forbindelser, færgeselskaberne og skandinaviske virksomheder på havnen og invitation af kongehuse.

Samtidig er der planlagt en indvielse af udvidelsen på Monument og Trappe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...