INDBRUD: Danskerne er mere hjemme og arbejder mere hjemmefra – det gør det sværere at lave indbrud

En dårlig nyhed kommer sjældent alene, siger man, men med corona og nedlukningen af Danmark fulgte der faktisk også noget godt.

Antallet af anmeldte indbrud i beboelser faldt i årets 2. kvartal drastisk i forhold til samme kvartal de tidligere år.

- Det lave antal hænger sandsynligvis sammen med, at det er blevet sværere for indbrudstyvene at begå indbrud, når mange i løbet af foråret har holdt sig hjemme efter nedlukningen af Danmark som følge af COVID-19, skriver Danmarks Statistik.

Der blev således anmeldt 2.826 indbrud i beboelser i 2. kvartal 2020, hvor antallet af anmeldelser i samme periode i 2019 var 4.947.

Det svarer til et fald på 43 procent, oplyser Danmarks Statistik.

Indbrud i beboelser dækker over villa o.l., landejendom, lejlighed og værelse.

Hjemmearbejde som tyverisikring

Ejendomsmæglerkæden Home glæder sig over, at indbrudstyvene er corona-ramt.

- Mange danskere er også hjemme i sommerferien i år, og mange flere er begyndt at arbejde en eller flere dage hjemmefra, så vi er mere hjemme end tidligere – og det gør livet surt, hvis man er indbrudstyv, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home:

- På den vis hjælper vi både os selv og vores naboer. Det er en virkelig god nyhed, slår han fast.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...