HIRTSHALS/HJØRRING: Gennem Coop Crowdfunding vil Hjørring Kommune rejse 25.000 kroner til vild natur på 75 dage.

Hjørring Kommune lancerede samtidig med Naturmødet i Hirtshals et projekt på Coop Crowdfunding, som skal styrke biodiversiteten og hjælpe de sjældne sommerfugle og andre insekter.

I forbindelse med projektet ”Naturkommunen blomstrer vildt”, som “Bonderøven” Frank Erichsen og Hjørring Kommune står bag, vil der blive sået og plantet vilde planter både i haver, rabatter, parker og erhvervsområder i Hjørring Kommune.

Med Coop Crowdfunding kan borgere give et bidrag til at hjælpe med at udvikle egnsspecifikke frøpakker og småplanter, der vil styrke biodiversiteten lokalt.

Projektet starter med at udvikle en frøpakke, der skal styrke biodiversiteten i Nordjylland, men ambitionen er at udvikle frøpakker til hele Danmark.

Få Kællingetand med hjem til haven

Som noget helt unikt kunne gæsterne på Naturmødet for et bidrag på 100 kroner få en kuvert med frø fra danske Kællingetand med hjem til haven, uanset hvor i Danmark de bor.

Naturglade borgere i Nordjylland kan til gengæld for et bidrag på 100 kroner hente en småplante i fire udvalgte lokale Coop butikker til næste år. Småplanterne (små stauder i potter) vil være arter, som alle er vigtige nektar- og foderplanter for sommerfugle: Blodrød storkenæb, tormentil, håret høgeurt og smalbladet timian. Førstnævnte er foderplante for den sjældne sortbrun blåfugl, som har sit eneste danske levested i grønsværklitterne på begge sider af Hirtshals. Tormentil er vigtig for spættet bredpande, og de sidste to er vigtige nektarplanter. Planterne fungerer fint som bunddækkende stauder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...