HJØRRING: - Første løb i 2020 gav en andenplads i første heat og en førsteplads i andet heat, så det blev en god start på en sen sæson og endda et sted, som bestemt ikke er vores favoritbane, fortæller Hjørrings danske mester i motorsportsklassen Seven Racing, Steffen Lindgren Hansen.

Han kørte de fornemme DM-placeringer over stregen på Ring Djursland søndag, og specielt i første heat var der meget tæt kamp og nærkontakt med Mikkel Holch, som drønede over målstregen i tiden 16.27,146 for de 18 omgange blot 0,273 sekund foran Steffen Lindgren Hansen. Altså knap tre tiendedele af et sekund.

I andet heat vandt den mangfoldige danske mester i tiden 16.35,050 minutter for de 18 omgange, og denne gang hele knap 14 sekunder foran Mikkel Holch.

Steffen Lindgren Hansen og Mikkel Holch fortsætter deres kamp om det danske mesterskab allerede på fredag i Padborg og derefter den 26.- og 27. september på Ring Djursland inden det afsluttende Grand Prix på Jyllandsringen i weekenden den 23.- 25. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...