HIRTSHALS: Nu er det ekstra festligt at besøge Aktivitetscenter Lynggården i Hirtshals. De har nemlig fået en bar med den rigtige autentiske atmosfære, som mange af de ældre kender fra deres unge dage. Det blev fejret i tirsdags med taler og en ægte Tequila Sunrise.

Det er aktivitetsmedarbejderne Susanne Borup og Ulla Munkebæk, der er initiativtager til etablering af baren, der har til formål at skabe et hyggeligt samlingssted for aktivitetscentrets brugere. Men også at dele det store opholdsområde op i mindre enheder, og dermed skabe en mere intim og hjemlig stemning.

Det er Ulla Munkebæk, der kom med ideen, som hun har fra sit tidligere arbejde på Ældrecenter Lundgården i Vrå, hvor de for et par år siden etablerede en demensby med kendte ting som en købmandsbutik, frisør og ”værtshuset” Rottehullet med henvisning til det ikoniske værtshus i tv-serien ”Huset på Christianshavn.

- Det fungerer rigtigt godt i Vrå, så hvorfor ikke prøve at lave noget tilsvarende her på Lynggården, tænkte jeg. Heldigvis var Susanne og ledelsen straks med på ideen, og sammen begyndte vi at udtænke en plan for, hvordan vi kunne få realiseret tanken, fortæller Ulla Munkebæk.

Ulla og Susanne fortalte brugerne af Aktivitetscentret om ideen til en bar. De var straks fyr og flamme, og Henny og Arne trak straks i arbejdstøjet med henblik på at skaffe ting og sager til baren. Ulla og Susanne lavede et opslag på Facebook, hvor de efterlyste en bardisk og andre genstande. MorMors Sommer Café i Tornby havde en bardisk, som de forærede til Aktivitetscentret. På samme måde kom Jye’s Bagbutik med rigtigt værtshustøj til medarbejderne. Peder Most i Tversted donerede barstole og glas. Røde Kors Genbrug fandt duge til formålet, og Vodbinderen på havnen kom fiskenet, som er med til at skabe den rigtige stemning.

Der blev også udskrevet en konkurrence om et navn til baren. Det blev Sigmund, der vandt med sit forslag ”Styre Huset”.

- Alle har simpelthen været så hjælpsomme, og forretninger og erhvervslivet her i Hirtshals har alle været positive og doneret mange forskellig ting. Vi er så taknemmelige, siger Susanne Borup.

Indvielsen var også særlig festlig, da det samtidig var Bodil Weinrich Sørensens 86 års fødselsdag, og det blev fejret både med Tequila Sunrise, kaffe og kage.

”Styre Huset” har åbent hver dag, hvor der kan købes lys øl, sodavand og kaffe. Stærke drikke serveres kun i forbindelse med festlige lejligheder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...