HIRTSHALS: Tirsdag den 1. januar 2019 var det skiftedag i den snart 100 årige velrenommerede boghandel Bog og Idé på Hjørringgade i Hirtshals. Kurt Jakobsen, der har haft forretningen siden den 1. april 1985, overlod nøglerne til Malene Ibsen Jakobsen fra Astrup.

- Jeg har nu nået en alder, hvor jeg gerne vil have lidt mere tid til familien. Derfor har jeg i den seneste tid afsøgt mulighederne for at sælge forretningen. Det er mig en stor glæde, at Malene har lyst til at blive boghandler, så forretningen forbliver i familiens eje, fortæller Kurt Jakobsen.

Malene Ibsen Jakobsen er 46 år, gift med Morten Bendt Jakobsen, der er indehaver af Vendia Grafisk i Hjørring, og sammen har de datteren Anne Charlotte på 9 år. Malene er fra Kalundborg, og her mødte hun Morten, der var i lære som offsettrykker hos Vejløs Bogtrykkeri. Da Morten var udlært, flyttede Malene med til Hjørring, hvor hun i 1994 kom i lære ved Hjørring Kommune inden for kontorfaget. Efter endt uddannelse fortsatte hendes ansættelse ved Hjørring Kommune indtil 2002, hvor Malene fik ansættelse i administrationen på Amtsgården i Aalborg.

Efter et års tid kom hun tilbage til Hjørring Kommune som administrativ leder indenfor økonomi og planlægning. Efter kommunesammenlægningen i 2007 fik Malene ansættelse i den nye kommunes tekniske forvaltning i Hirtshals, hvor hun var indtil 2011. Herefter ved kommunes skoleforvaltning og fra marts 2015 og indtil 2018 var Malene administrativ leder ved Hjørring Nordvestskole.

Malene Ibsen Jakobsen har i flere år været fascineret af den spændende boghandel i Hirtshals og glæder sig til den nye tilværelse som selvstændig.

- Det er en forretning, der ikke kun handler med bøger, men samtidig er en blandet butik med lædervarer, legetøj, foto, gave- og festartikler, tegne- og kontorartikler og meget andet. Det synes jeg er meget tiltalende og udfordrende, og med det store sortiment samt den hyggelige indretning og sin helt egen atmosfære, får kunderne en god oplevelse, når de går på opdagelse her i boghandlen, siger Malene Ibsen Jakobsen.

De ansatte Henriette Roden Münster og Allan Nyholm Ottosen fortsætter i butikken.

- Deres erfaring kan jeg slet ikke undvære. Både Henriette og Allan er udlærte her. Henriette har den 1. juli sit 30 års jubilæum, og Allan har været her i 20 år. Jeg har ingen planer om ændre butikken, den fortsætter, sådan som kunderne kender den med den samme gode service og venlige kundebetjening, fortæller Malene.

Kurt Jakobsen vil fortsat være i boghandlen og hjælpe med praktiske gøremål, og han glæder sig til sammen med Malene, Henriette og Allan at fejre forretningens 100 års jubilæum den 13. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...