Sindal Varmeforsyning, Bindslev Fjernvarme og Listefabrikken I.C. indleder et samarbejde om effektiv udnyttelse til fjernvarmeenergien fra de to værker samt energien fra Listefabrikkens træspåner til gavn for fjernvarmeforbrugerne.

Det har vist sig, at det nye flisfyrede kraftvarmeværk på Gutenbergvej i Sindal kører så effektivt, at der er overskydende kapacitet, der kan udnyttes i Bindslev.

Overskudsvarmen fra Sindal vil blive ført gennem en ny transmissionsledning fra Sindal Varmeforsyning til Listefabrikken I.C., her sendes varmen videre gennem en eksisterende transmissionsledning til Bindslev Fjernvarme. Sindal Varmeforsyning har ansvaret for ledningen frem til cykelstien for enden af Gaden. Herefter overtager Bindslev Fjernvarme etableringen de resterende 6 kilometer. Da transmissionsledningen føres langs med cykelstien kan denne ikke bruges i etableringsfasen, der er planlagt til 3 måneder.

Sindal Varmeforsyning, Bindslev Fjernvarme og Listefabrikken I.C. glæder sig over det nye samarbejde, der bliver til glæde for alle parter. Sindal Varmeforsyning udnytter kapaciteten ved at sælge den overskydende varme. Bindslev Fjernvarme får tilført billig energi, og Listefabrikken, der i forvejen leverer varme fra produktionen af trælister, der giver 90 tons træspåner om ugen, kan i sommerperioden udnytte træspånerne til fremstilling af briketter.

Projekteringen af transmissionsledningen sker i samarbejde med House of Energy, som er en samlende klynge for energibranchens aktører. Efter sommerferien bliver opgaven sendt i udbud til fem forskellige ingeniørfirmaer, som House of Energi har rammeaftale med. Projektet støttes af den Europæiske Investeringsbank og EU under ELENA-ordningen med op til 90% af udgifterne til teknisk rådgivning. Projektet påregnes afsluttet i løbet af foråret 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...