Mannequiner præsenterede efterårets modekollektioner

TVERSTED: Forleden præsenterede fire mannequiner efterårets modekollektioner til den voksne kvinde ved et flot show på Tannishus i Tversted. Det er en tradition, at Tversted Seniorklub i samarbejde med dametøjsforretningen Wæhrens i Bindslev og Jane Sko i Sindal fremviser den nyeste trend i moderigtigt tøj, sko og tasker, når efterårets og forårets kollektioner lanceres.

- Det er skønt at se, at der fortsat er stor opbakning til vores modeshows. Endnu engang er der totalt udsolgt, siger Lillian Hansen, der er formand for Tversted Seniorklub.

På catwalken gik Rigmor Christensen, Else Pedersen, Jette Christensen og Lillian Hansen. Tøjet blev præsenteret af Lone Jakobsen, der var showets konferencier. Der blev vist 20 forskellige sæt tøj, hvor vægten var lagt på det moderigtige og smarte efterårstøj til hverdag og fest til den voksne kvalitetsbevidste kvinde.

- Til dette modeshow viser vi tøj fra de anerkendte firmaer REFA, Signature, Brandtex, ZeZe, Zoey, Z-Biz, Skovhuus Strik, Ciso og Danwear. Det er blot et lille udpluk af vores store udvalg i Bindslev. Vi kan helt sikkert finde tøj, der passer alle kvinder fra størrelse 38 - 54, siger Palle Nikkelsen, der er indehaver af Wæhrens i Bindslev.

Modellerne præsenterede også elegante sko og tasker fra Jane Sko i Sindal, som havde valgt sko fra firmaerne Gabor, Rieker, Remonte, Relax og Ara. De nævnte er blot nogle få udvalgte mærker fra et særdeles righoldigt sortiment fra forretningen i Sindal.

Midtvejs var der pause, hvor der blev serveret æblekage og kaffe. Showet fortsatte herefter med fremvisning af flere sæt tøj og sko samt udtrækning af flotte præmier på indgangsbilletten.

Tversted Seniorklub blev stiftet den 14. juni 1949 og kan således fejre 70 års jubilæum i år. Det sker ved en stor fest på Tannishus onsdag den 13. november, hvor Jørgen Sørensen og Børge Kallehauge spiller, og brødrene Egon og Henning Andersen underholder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...