HIRTSHALS: Torsdag den 16. maj kl. 19.30 er der mulighed for at nyde en hyggelig koncertoplevelse med strygere fra Aalborg Symfoniorkester i Hirtshals kirke.

Mozarts ”Eine kleine Nachtmusik,” Albinonis ”Adagio” og ”Sommer” fra Vivaldis ”De fire årstider” er nogle af de kendte og velklingende toner som du kan opleve ved denne helt specielle intimkoncert. Der bliver også plads til Bach’s ”Air,” lækker filmmusik og sprudlende virtuoserier af Pablo Sarasate.

Aalborgs Symfoniorkesters internationalt anerkendte koncertmester Vesselin Demirev står i spidsen som ensembleleder og solist for 16 dygtige kolleger. Demirev er uddannet i sit hjemland, Bulgarien, samt i USA, og hans musiksmag er bred. Ud over al slags klassisk musik, jazz og indisk folkemusik, holder han meget af Pink Floyd. Der er med andre ord lagt op til en varieret koncertoplevelse, med mange farver på paletten.

Koncerten krydres med musikalske anekdoter, og efter koncerten vil der være mulighed for en snak med musikerne, mens man nyder en lille forfriskning. Der tages en mindre entré.

Fra Aalborg Symfoniorkester lyder opfordringen:

- Mærk magien - luk musikken ind!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...