Dysten Årets Sild afgjort på oceanariet - københavner-restauranten Palægade vandt foran Lilleheden fra Hirtshals

HJØRRING: Årets Sild 2019 blev søndag afgjort på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals

Vinder blev Restaurant Palægade fra København under ledelse af Karina Pedersen med Betina Madsen og Simon Olesen som assistenter.

Deltagerne talte i årets udgave af Årets Sild toneangivende smørrebrødsrestauranter som Almanak, Selma, landets eneste smørrebrødsrestaurant med Bib Gourmand i Michelinguiden, forrige års vindere fra Kählers Århus-udgave og Remouladen i Vejle.

Ni restauranter med fokus på frokost deltog i konkurrencen. I dommerpanelet sad smørrebrødspionereren Adam Aamann, den gastronomiske revser Bo Jacobsen og den kritiske madanmelder på Politiken, Lærke Kløvedal, uddannelsesleder på kokkeskolen i Hjørring, Dennis Kindberg, formanden for Pelagisk Producentorganisation i Danmark Fridi Magnusen og den kendte TV-kok og køkkenchef på Restaurant Barr i København Thorsten Schmidt

Palægade vandt med helt utrolige 695 point, næsten 100 point foran de næste; Lilleheden som blev nr. 2 og Remouladen blev nr. 3

Simon Olesen var pavestolt og udtalte at tilfredsheden var ekstra stor fordi Palægade mandag udgiver en stor kogebog med sildeopskrifter. Palægade har aldrig været dårligere end nr. 4 i Årets Sild og i år var det endelig blevet deres tur.

Årets Sild er afviklet i samarbejde mellem Hirtshals Fiskefestival, Nordsøen Forskerpark, Nordsøen Oceanarium, Pelagisk ProducentnOrganisation og inddrager Brdr. Schlie og ikke mindst Kattegat Seafood i forbindelse med selve fremstillingen af den gammeldags modnede sild og den efterfølgende serieproduktion til forbrugerne. Vindersilden skal nu omformes til glasversion, som bliver tilgængelig i COOPs butikker fra august 2019, så alle der har lyst til at smage Årets Sild har mulighed for det.

Deltagerne var: (køkkenchef nævnt i parentes)

H-O-S, Odense (Jakob Spolum)

Restaurant Lilleheden, Hirtshals (Ejvind Kjeldsen Jensen)

Selma, København (Magnus Petterson)

Fazer & Co, Odense (Camilla Dan Henriksen)

Kähler Spisesalon, Århus (Mads Stokholm)

Remouladen, Vejle (Mathias Jensen)

Palægade, København (Karina Pedersen)

Smørgåsen, Frederikshavn (Michael Rump)

Almanak, København (David Segato)

Restauranterne skulle lave marineret sild med udgangspunkt i Årets Bjesk i Hirtshals, enten som fortolkning, sensorisk parring eller ganske enkelt med anvendelse af de samme urter, som den vindende kryddersnaps, i år med lyng, gul snerre og lyng. Deltagerne fik en måned før konkurrencen sendt et parti gammeldags modnede sild, som de efterfølgende selv skulle udvande og dels beslutte hvornår marineringen skulle påbegyndes, dels hvor meget salt de ville trække ud af sildefileterne.

På konkurrencedagen blindsmagte dommerpanelet først den rene marinerede sild, helt uden pynt, altså uden at kende den respektive restaurants navn. Derefter smagte dommerne de pyntede versioner, hvor smørrebrødsjomfruerne og kokkene havde bygget retten, som de ville servere den i restauranten. De to runders point blev så lagt sammen til det endelige resultat.

Dommerne skulle vurdere på udseende, konsistens, smag, idé og storytelling samt helhed og sammenhæng til bjesken. Vindersilden skal efterfølgende produktudvikles i samarbejde med Kattegat Seafood og kvalitetsbrandet Hirtshals Sild og ”omformes” til en version, der kan fremstilles industrielt - dog stadig baseret på gammeldags modnede sild. Vindersilden kommer i detailhandlen hos COOP fra august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...