Ægtepar kommet godt i gang i Rema1000 i Hirtshals

Af Jens Brændgaard

HIRTSHALS: Kasper Knudsen kom til Rema 1000 i Hirtshals 26. september i år, og her er Kaspers kone Janni også ansat.

- Så vi er jo et rigtig købmandspar, siger Kasper.

Parret har tre børn på 4, 10 og 11 år.

- Så der er nok at se til i de fleste timer i døgnet, siger de begge to.

Kasper er udlært i Føtex Hjørring i 1996.

- Og siden har jeg prøvet rigtig meget. Jeg har været i A-Z, og en tid i Fakta, og i Brugsen, og jeg var med til at starte Kvickly i Metropolen. Jeg haft Shell på Ringvejen i Hjørring og været souschef i Rema 1000 på Hirtshalsvej i Hjørring. Herfra kom jeg til Rema 1000 i Nørresundby, og derfra direkte til Rema 1000 i Hirtshals som købmand.

- Det går super godt i Rema 1000 i Hirtshals, jeg har det princip, at vi alle skal give en rigtig god og kundevenlig service. Vi skal have kontakt med vore kunder, og jeg selv og min kone vil være synlige i butikken, så meget som det er muligt, tilføjer Kasper Knudsen.

- Det er her slaget slås. Man skal kunne se købmanden, og man skal kunne tale med ham om butikken og dens varer. Det kan kunder nemlig godt lide, og jeg befinder mig bedst synlig i butikken, siger Kasper.

- Og jeg tror, det hele lønner sig. Vores omsætning går lodret opad, og det er sådan det skal være, tilføjer Kasper med et smil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...