Årets fiskefestival gik godt, lyder det fra arrangørerne, der er allerede er begyndt at tænke på næste års udgave

HIRTSHALS: Hirtshals Fiskefestival er vel overstået, og de involverede er ved at have fået pusten igen.

Koordinator Mette Jensen fortæller følgende om festivalen:

- Vi var så heldige, at vi havde tre dage med perfekt festivalvejr. Dagene var præget af en rigtig god stemning, både blandt de mange hjælperne i de blå trøjer og hos de mange gæster, der kom til byen.

Alle i koordineringsgruppen har været yderst tilfredse med afviklingen af festivalen. Når det er sagt, så er det ikke nogen hemmelighed, at succesen først bliver rigtig god, hvis de tre dages arbejde også giver et overskud.

Vi bliver ofte spurgt, hvad overskuddet bliver brugt til. Dertil må vi sige, at hvis vi er så heldige, at der bliver et overskud., så går det til fortsat til at udvikle og markedsføre Hirtshals og Hirtshals Fiskefestival.

Vi har en hel klar fornemmelse af, at vi besøgsmæssigt har slået rekord i år. Men flere gæster giver også flere udgifter. Når koordineringsgruppen skal opveje nye tiltag, så siger vi tit – hvor mange øl og fisk skal der sælges før det går i nul. I år valgte vi at investere i nogle bedre toiletforhold – sådan i runde tal, så skal der sælges omkring 3.000 øl før det går i nul.

Vi har stor hjælp fra foreninger i Hirtshals. Boldklubbens Venner, Havstrygerne, Sct. Georgs Gilde, Rotary, Cykelklubben og Lions, og de får alle et bidrag til deres klubkasser, som de så kan bruge på deres medlemmer og ungdomsafdelinger.

Local Cooking konkurrencen, hvor de bedste restauranter i Nordjylland dyster om, at lave den bedste ret med fisk fra Hirtshals, bliver i kraft af den store donation fra Spar Nord Fonden en fast del af Hirtshals Fiskefestival.

Her har vi formået at få nogle af Danmarks bedste kokke og madanmelderen til at være en del af dommerpanelet. De kommer til Hirtshals i deres mest travle tid - helt uden betaling, men af ren interesse for at spotte talenterne hos de nordjyske restauranter” udtaler Mette Jensen.

Det skal dog siges, at en af dommerne, Michael Munk fra Michelin restauranten Me Mu i Vejle, fik betaling i form af et stort stykke drømmekage til turen hjem” supplerer Mette Jensen med et smil.

Hirtshals Fiskefestival arbejder til stadighed med fornyelse af de arrangementer, der ligger i foreningens regi, og også i 2020 vil der være nye elementer at finde på Hirtshals Fiskefestival.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...