Bestanden af dådyr og kronvildt voksen i den stærkt udvidede Dyrehaven

SINDAL: Forleden i det dejligste sommervejr var 30 medlemmer af Faglige Seniorer Hjørring TF på udflugt i Slotved Skov Dyrehave. Skovfoged og vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen guidede deltager rundt i den nye del af skoven og fortalte om tilblivelsen af den nu 202 ha store dyrehave.

Deltagerne mødtes ved Madpakkehytten, hvor der blev budt på morgenmad, og efter velkomst af formanden Søren Stensbak Larsen fortalte Mogens Sonne Hansen om Dyrehaven, inden selskabet begav ud på turen i skoven. Det var en vandring på et par timer, hvor deltagerne gik på den 6,6 km lange gule rute, så de nyanlagte broer og stier og fik masser af motion i det kuperede terræn.

Anlæggelsen af dyrehaven er nu næsten afsluttet, der mangler kun enkelte dele som shelters og senere etablering af en mountainbikerute uden for indhegningen. Det kronvildt der kom fra Jægersborg Dyrehaves trives godt i de nye omgivelser. De har fået 11 kalve, og den samlede bestand er nu oppe på 113 dådyr og kronvildt.

De mange dyr er i skoven med henblik på naturpleje, idet den store skov er et drikkevandsbeskyttet område, hvor der ikke anvendes nogen former for sprøjtemidler. Det er planen at bestanden skal op på 450 dyr over en treårig periode alt efter, hvor stort et område, der skal afgræsses.

Ved turens afslutning blev der budt på forfriskninger, og Mogens Sonne Hansen svarede beredvilligt på deltagernes mange spørgsmål.

Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Der er mere end 230.000 medlemmer fordelt på 475 seniorklubber over hele landet. Den lokale klub i Hjørring er udsprunget af Træ-Industri-Byg under LO og har Søren Stensbak Larsen fra Sindal som formand. Klubben arrangerer udflugter som den til Slotved Skov, og i begyndelsen af september besøgte de Tolne Efterskole. Der afholdes andre arrangementer og møder i løbet af året blandt andet julefrokost i november i 3F’s lokaler i Hjørring. Klubben er i dag for alle uanset fagforeningstilhørsforhold. Yderligere information fås ved henvendelse til Søren Stensbak Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...