Normalt summer Museumshaven på Hirtshals Museum af aktiviteter i hele juli måned. Her viser Haveholdet, der består af tidligere fiskere og vodbindere, deres færdigheder med at bygge modelskibe i flasker, rebslagning, splidsning af tovværk og meget andet. Og i den ene ende af Museumshaven har godt en snes damer og mænd et lille fisketeria kaldet Fiskekrogen. Her tilbereder damerne lækre fiskeplatter, serverer røgede og marinerede sild, fiskefrikadeller og fiskefileter til rimelige priser.

Men intet er normalt grundet sundhedskrisen. Derfor har både Haveholdet og Fiskekrogen besluttet at aflyse deres aktiviteter i år.

- Vi kender jo ikke situationen i juli måned. Vi ved endnu ikke, om Museumshaven åbner for besøgende. Da både de frivillige i Haveholdet og i Fiskekrogen er ældre pensionister, der kan være i risikogruppen for smitte, synes vi, at det er bedst for alle, at vi aflyser i år, fortæller formanden for Haveholdet Bo Godsk og Fiskekrogens 1. dame Herdis Haugaard samstemmende.

Både Haveholdet og Fiskekrogen er ærgerlige over, at det ikke er muligt med de normale aktiviteter i år. For hvert år indtjener de mange penge til velgørende formål. Haveholdet donerer penge til museumsskibet HG 159 ”Johs. Hejlesen” og andre foreninger, der trænger til en håndsrækning. Og Fiskekrogens overskud går ubeskåret til Ældre- og Aktivitetscenter Lynggården til vedligeholdelse udflugtsbussen og en is til de ældre, når de er på tur. Også Lynggårdens Venner har nydt godt af overskuddet til deres månedlige musikalske arrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...