BÆREDYGTIGt: Hirtshals Havn var et foregangseksempel på Hjørring Kommunes inspirationsmøde. Her har man i længere tid arbejdet med FN’s verdensmål

HIRTSHALS/HJØRRING: En arbejdsplads, der har haft succes med at arbejde med netop FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er Hirtshals Havn.

Det fortalte to medarbejdere fra havnen om, da Hjørring Kommune havde inviteret til inspirationsmøde for nordjyske virksomheder, der ønsker at blive mere grønne. Foruden eksemplet fra havnen var overordnede emner som solceller, vindmøller og affaldssortering på dagsordenen.

FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling var i centrum, da oplægsholderne skulle fortælle om grøn omstilling, for ifølge værterne fra Hjørring Kommune kan grønnere drift mærkes på bundlinjen.

Og det var ikke helt tilfældigt, at man fokuserede på verdensmålene til inspirationsmødet onsdag i Vendsyssel Teater. Danmark ligger nemlig på en andenplads over lande, der er kommet længst med at indføre og leve op til målene dikteret af FN.

Hirtshals Havn har siden august haft succes med at implementere mere bæredygtige løsninger i driften af havnen.

Man har opsat solceller, begyndt affaldssortering og indført elektronisk overvågning af vandforbrug. Samtidig er al belysning på havnen udskiftet med energivenlige LED-pærer.

- Vi har været bevidste om verdensmålene, men tidligere handlede de om store problemstillinger som sult og fattigdom. Den nyeste udgave verdensmål har mere konkrete aspekter med, hvor vi kan byde ind, siger marketingchef Ditte Gerstrøm fra Hirtshals Havn, der var på talerstolen sammen med kollega og teknisk chef Peter Ydesen.

Og selvom man allerede har været omkring fem af verdensmålene, kan Ditte Gerstrøm sagtens nævne flere steder, der kan forbedres. Allerede i 2019 kommer der vindmøller op på havnen, som skal sikre vedvarende energiforsyning.

Indvirkningen på økonomien har man endnu ikke endelige beregninger på, men flere steder har Hirtshals Havn kunnet se, at tiltagene har haft virkning. Eksempelvis har overvågningen af vandforbruget ført til, at man har halveret vandspildet.

Alligevel kan havnens bæredygtige omstilling ikke sammenlignes med virksomheder som Grundfos’ bæredygtige forretningsmodeller. Hos Grundfos ser man et stort kommercielt potentiale med de 17 verdensmål. Det kan sælge produkter på at være grøn virksomhed, men Hirtshals Havn tjener ikke penge ved salg.

Derfor kan et overskud ikke mærkes på samme måde.

- Bæredygtighed bringer goodwill til virksomheden, der kan føre til øget salg. Vi sælger bare ikke et produkt på samme måde, og derfor er det anderledes for os, siger marketingchef Ditte Gerstrøm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...