Sindal Lufthavn inviterer 10. august alle interesserede indenfor

SINDAL: Et originalt Fieseler Storch veteranfly, som har gjort tjeneste for Luftvaffe i Norge under Anden Verdenskrig - og som stadig har de oprindelige hagekors påmalet samt masser af andre historiske fly. Et danskejet jetfly, ”spidsen af en jetjager” og demonstrationer i faldskærmsudspring, svæveflyvning og mulighed for et sidste kig på Rubjerg Knude fyr fra luften.

Det er noget af det, der er på programmet, når der er Åbent Hus i Sindal Lufthavn 10. august fra 12.30 til 16.30.

Det er efterhånden en gammel tradition med åbent hus på flyvepladsen i Sindal hver andet år, og i år er det 11. gang, at lufthavnens område fyldes med nye og historiske fly fra nær og fjern i alle størrelser.

Sidste gang kom der 6.000 besøgende, og det tal håber arrangørerne at kunne toppe også i år.

Hos Sindal Flyveklub, der står for arrangementet sammen med Sindal Lufthavn, Faldskærmsklubben Nordenfjords, Dansk Veteranklub-Nord og Sun-Air Technic er der lagt mange kræfter i at få lagt et alsidigt program, fortæller Jakob Bak, der er formand i flyveklubben, der tæller 69 medlemmer.

- Der skal være noget for både flyentusiaster og børnefamilierne, forklarer han.

Børn er nemlig også meget velkomne.

- Men det er nok en god idé at sørge for, at de har høreværn på, for der bliver temmelig sikkert noget larm engang imellem, smiler han.

Men måske især børnene kan glæde sig til at se ”spidsen af en jetjager,” for der vil også helt bogstaveligt være et fuldt funktionsdygtigt cockpit, hvor man må trykke på knapperne

Arrangørerne lægger heller ikke skjul på, at sådan en dag også gerne må kaste nogle flere medlemmer af sig.

- Selvfølgelig handler det også om at minde folk om, at vi er her, og at man faktisk kan uddanne sig til privatpilot hos os, forklarer Jakob Bak.

Dagen vil også byde på faldskærmsopvisning og demonstration med svævefly, siger Jakob Bak.

Et stort højtaleranlæg skal sørge for, at alle fly bliver præsenteret.

Det bliver også muligt at købe sig til en prøveflyvning, og her har arrangørerne som en ekstra finte besluttet, at turen skal gå til Rubjerg Knude Fyr.

- På den måde kan man nå at få et blik på fyret ovenfra, inden det flyttes få dage efter, siger Jakob Bak.

Er man mere til at holde fødderne på jorden, deltager Veteranbilklubben også med en række flotte, gamle biler.

Selve arrangementet koster det ikke noget at deltage i, men der skal slippes en halvtredser for at få en parkeringsplads, oplyser Jakob Bak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...