HIRTSHALS: Hirtshals Yard har i længere tid været beskæftiget med at reparere på flydedokken, der kæntrede for et par måneder siden, men blev rettet op bagefter. Derfor ser flydedokken temmelig afpillet ud i øjeblikket, idet overdækningen næsten er fjernet.

Værftet får erstattet skaderne på dokken fra dets forsikringsselskab. De har samtidig også valgt at opgradere sikkerheden. Derfor løber den samlede regning op i 10 millioner kroner.

Sikkerheden bliver opgraderet ved, at der kommer en ekstra kæntringsalarm ombord med mobilforbindelse samt et superavanceret system, der måler på mange flere parametre end før, så en lignende ulykke ikke skulle kunne ske igen.

Flydedokken også kaldet Katedralen på grund af den form er helt tilbage fra 1942. Den blev sidst ombygget for 30 år siden. Hirtshals Yard håber, at den holder mindst 10 år mere. På det tidspunkt har de formodentlig også anskaffet sig endnu en:

- Vi vil gerne have en større dok mere her i Hirtshals, så er vi knap så sårbare, hvis sådan noget sker igen, sagde direktør Rasmus Brohus, Hirtshals Yard i sidste måned til Nordjyske Medier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...