HIRTSHALS: I starten af 2019 skifter Pizzaria Ristorante Italiano i Hirtshals ejer, idet Fulvio Drusian efter 31 år trækker sig tilbage som indehaver og overlader forretningen til en yngre generation.

Men det er ikke sikkert han får lov til at gå pension endnu, siger han i en samtale med herværende ugeavis.

Det var færgedriften, som for mere end tre årtier siden fik Fulvio Drusian til at vende blikket mod Hirtshals efter flere år inden for restaurant branchen i Sverige og Frederikshavn.

- Vi var to partnere, som havde en restaurant i fællesskab i Frederikshavn. Jeg ville gerne have mit eget og solgte min andel til partneren. Dengang var der mange færger i Hirtshals, pizzariaer og mange turister i byen, siger Fulvia Drusian om sit skifte fra det østlige Vendsyssel til en mere forblæst del af egnen.

Han holder fortsat åbent til restauranten i Nørregade indtil den 15. januar 2019, hvor der lukkes af til en gennemgribende renovering.

Når Ristorante Italiano åbner igen den 8. februar kl. 13, er pinden givet videre til den ældste søn Massimo og kæresten Lena Sørensen.

Deres planer er også at skabe et godt gårdmiljø på et udeareal bagved restauranten.

De har fordelt den kommende drift således, at Massimo får ansvaret for køkkenet, mens Lena skal stå for den øvrige del.

- Jeg har været tjener og tidligere arbejdet her, og så har jeg været på Restaurant Lilleheden og i Aalborg, fortæller hun om sin baggrund.

Massimo oplyser, at han ikke har en uddannelse som kok, men megen erfaring indenfor området. Og også arbejdet i Sverige.

Som køkkenchef vil han forny Ristorante Italiano med et nyt koncept.

- Når vi starter herinde på ny, vil vi gerne være en restaurant for børnefamilier og for lokale i byen. Hver weekend fra kl. 17 til 22 vil vi servere en italiensk buffet med mange nye spændende retter, siger han.

Det nye koncept vil også omfatte nye kød-, fiske- og pastaretter.

- Og en rigtig lækker italiensk tapas, familiepizza og nye spændende ægte italienske pizzaer, tilføjer Massimo.

Den nye menu vil også glutenfri pasta og pizza.

Parrets planer er desuden at sælge mad ud af huset, herunder til fester.

- Vi kommer også til at have et tæt samarbejde med den irske pub og færgekroen, som vi kan levere mad til, lyder det supplerende

Det nye værtspar vil holde lukket om mandagen i vinter halvåret fra november til 1. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...