TVERSTED: I år er Tversted Borger- og Turistforening, Tversted Menighedsråd og Ældrecenter Mariebo gået sammen om at arrangere fastelavnsfest i Tversted. Det skal være en fest for alle generationer, hvad enten man deltager aktivt i løjerne, eller man nyder at være en del af fællesskabet i de hyggelige lokaler på Mariebo, lyder det fra arrangørerne. Sognepræst Johan Hermann Rump indleder med en fastelavnsgudstjeneste, hvor alle børn bl.a. kan være med i børnekoret. Der bliver sang og dans i selskab med Marianne & Kristian, inden den store tøndeslagning går i gang. Kattekonger og - dronninger - og de bedste udklædninger præmieres med en lille gave. I caféen sælges kaffe/te, vand, fastelavnsboller, kringle og festlige glutenfri kager. Alle børn får en gratis slikpose med hjem. Alle er velkomne.
Arrangementet forgår søndag 3. marts klokken 13.