Friluftsrådet ønsker at fremme adgangen til naturområder og er klar med kontant hjælp til at sætte ideer i søen

KOMMUNEN: Har du en god idé til et projekt, som kan skabe bedre adgang til naturen?

Så kan du nu søge om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.

Det kan enten være til projekter, der giver adgang til områder, som i dag er utilgængelige for befolkningen, eller til fysiske tiltag som gør det muligt for særlige målgrupper, eksempelvis mennesker med funktionsnedsættelser, at komme ud i naturen.

Ansøgningsfristen er 15. maj.

Friluftsrådet ønsker med de nye muligheder for tilskud at skabe bedre vilkår for friluftslivet, og her er adgang til naturen helt afgørende.

- Hvis befolkningen skal have et nært forhold til naturen og få lyst til at passe på den, så er det også helt afgørende, at vi kan komme ud i den og opleve alle de fantastiske ting, man kan derude.

- Desværre er adgangen til naturen langt fra noget, som vi kan tage for givet, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Ved etablering af nye naturområder er det vigtigt, at friluftsliv og adgang til naturen tænkes ind fra start, understreger Friluftsrådet. Derfor prioriteres det at støtte projekter, der fremmer adgangsforhold på svært tilgængelige eller nyudlagte naturarealer, som for eksempel jordfordelingsprojekter, udlagte vådområder og lignende.

Projektet skal være forankret i en civilsamfundsorganisation eller et partnerskab, hvor en civilsamfundsorganisation er ledende partner.

Der er i alt afsat 4 millioner kroner. Der kan søges om tilskud på mellem 20.000 og 200.000 kroner.

Det er også muligt at søge om tilskud til udviklingsprojekter, som udvikler nye veje til at fremme befolkningens adgang til naturen.

Det kan for eksempel gøres ved at aktivere frivillige og foreninger til at belyse barrierer for adgang til naturen, eller ved at udvikle og afprøve redskaber og metoder, der støtter de grupper i befolkningen, som har sværest ved at komme ud i naturen.

Der er i alt afsat 6 millioner kroner til projekter af denne art, og Friluftsrådet forventer at kunne støtte to eller tre projekter.

Derudover kan der søges støtte til pilotprojekter, der med afsæt i det organiserede friluftsliv kortlægger og synliggør rekreative stier og ruter i Danmark med henblik på at skabe bedre muligheder for adgang til naturen.

Der er i alt afsat 5 millioner kroner, og Friluftsrådet forventer at kunne støtte et eller to pilotprojekter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...