Aktivitetsplan og åbningstider fra Hirtshals Handel og Erhverv skal endelig vedtages på et morgenmøde fredag

HIRTSHALS: På aftenmødet med Hirtshals Handel og Erhverv tirsdag aften den 22. oktober, var der mødt 20 medlemmer op for at diskutere, og dermed planlægge aktiviteter og åbningstider for 2020.

Bestyrelsen for Hirtshals Handel og Erhverv havde lavet et oplæg til aktiviteter og åbningstider for 2020, og dette oplæg dannede grundlag for en meget aktiv debat blandt de fremmødte medlemmer. Her kunne alle få et aftryk på planerne, og handelschef Per Martensen ledede mødet godt - der blev lyttet til alle forslag, og alt blev skrevet ind i planen i løbet af aftenen.

Der var rigtig god konsensus omkring den endelig plan efter debatten, og aktivitetsplanen med åbningstider vil nu blive lagt frem til Morgenmødet på fredag den 1. november klokken 7.30 på Restaurant Lilleheden, for her at blive endeligt vedtaget.

Bestyrelsen sammen med handelschefen udtrykte stor glæde for interessen for planlægningen for 2020.

- Det er så vigtigt, at det også er alle medlemmer, der kan få mulighed for - på god demokratisk vis - at påvirke udviklingen i Hirtshals Handel og Erhverv, er holdningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...