Tre foreninger ønsker at samarbejde på tværs - holdspillerne er Hirtshals Turistforening. Hirtshals Handel og Erhverv samt Byforum i Hirtshals

HIRTSHALS: De tre foreninger i Hirtshals, Hirtshals Turistforening og Hirtshals Handel og Erhverv, samt Byforum i Hirtshals, havde tirsdag aften den 3. september indbudt til dialogmøde på B&B By the Sea på Kystvejen.

Formålet med mødet var at få et bredt samarbejde mellem de tre foreninger i gang, til gavn og glæde for Hirtshals fremtidige udvikling.

Foreningerne havde inviteret udviklingskonsulent Martin Storgaard til at holde et foredrag, og dermed komme med gode eksempler på, hvad man gjorde andre steder, for eksempel i Blokhus/Hune.

Det gennemgående ved oplæget fra Martin Storgaard, var samarbejde fra alle i byen. Det er de tre foreninger Hirtshals Turistforening samt Hirtshals Handel og Erhverv, Samt Byforum i Hirtshals, som kan starte dette samarbejde på tværs, men det er også vigtigt med mange frivillige samt kommunens erhvervsafdeling, som medhjælper til dette store samarbejde. Samarbejdet skal gavne udviklingen af byen, og dermed skabe nye tiltag, med aktive projekter. Martin Storgaard gav et godt bud på, hvordan det kan gøres.

Der var en god debat efter indlægget af de 20 fremmødte fra de tre foreninger i Hirtshals, og deltagerne blev enige om at holde et nyt møde 30. september, for her at indlede en begyndelse til samarbejde på tværs.

Til mødet den 30. september indbydes to deltagere fra hver af de tre foreninger. Her kan man så komme med et oplæg hver især, som kan danne grundlag for en god start på det store samarbejde i Hirtshals.

Deltagerne fra mødet var alle begejstrede for aftenens forløb, og der blev deltaget med en god debat, om fremtidige samarbejdsmuligheder i Hirtshals.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...