HIRTSHALS: Når katamaranfærgen Fjord Cat den 12. april 2019 sætter gang i dyserne for at suse over bølgerne mellem Hirtshals og Kristiansand, er det samtidig startskuddet til sidste sommersæson med den hurtige færge, for til sommersæsonen 2020 sætter rederiet Fjord Line en nybygget og større katamaran ind på sejlruten.

Investeringen lægger et vist tidspres på Hirtshals Havn. Den nye færge, som er ved at blive bygget i Australien, er både længere, bredere og har en større maskinkraft, og derfor har havnens ledelse valgt at sætte en større ombygning af Trailerkajen til Færgeleje i gang ved at optage et lån på 20 mio. kr. med kommunegaranti.

Med en længde på 109 meter for den nye katamaran bliver det nuværende færgeleje for lille. Fjord Cat måler kun 91 meter. Samtidig bliver dens afløser 4,5 meter bredere og vil måle 30,5 meter. Det nye skib får plads til 1200 passagerer og over 400 biler. Det er næsten en fordobling i forhold den nuværende kapacitet.

- Det er en ny milepæl i Fjord Lines udvikling. Vi er lykkedes meget godt med ruten de seneste år, sagde Richard Ternblom, koncernchef i Fjord Line A/S i forbindelse med ordren på koncernens nye skib blev givet til Austal Ships blev givet for halvandet år siden.

Siden har Fjord Line været i dialog med Hirtshals Havn, og udgangen er et anlægsprojekt, som for havnens vedkommende strækker sig over to etaper.

Den første etape har byrådet netop sagt ja til i form af en kommunegaranti til havnen, som vil hjemtage et kreditforeningslån på 20 mio. kr. Anlægsarbejdet skal foregå hen over vinteren 2019 og omfatter en forstærkning af spunsvæg i havnebassinet og betonkonstruktioner i form af fundamenter og vederlag for stålkonstruktioner.

Resten af omlægningen af Trailerkajen sættes i gang, når den sidste sæson med Fjord Cat er slut. Her skal der på kajen installeres stålkonstruktioner med fendre, broklap og andre dele.

Hirtshals Havn har allerede holdt licitation over første etape, og de hjemtagne priser holder sig lige under de 20 mio. kr. Havnens ledelse planlægger igen i slutningen af 2019 at gå ud på lånemarkedet for at dække udgiften til anden etape. Udgifterne hertil forventes at ligge et sted mellem 10 og 20 mio. kr.

Tilsvarende skal Fjord Line investere i konstruktioner, der er tilpasset den nye katamaranfærge i forhold til passagerfaciliteter, bil- og lastbilrampe til øvre dæk og flaps på broklappen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...