Anne Brix har åbnet klinik i Hirtshals

HIRTSHALS: I samtalerummet på Snevrevej 2, i Højrup ved Hirtshals, fortæller Anne Brix, om hvordan det kan påvirke pårørende der er tæt på en misbruger, og hvordan det kan have indflydelse på deres liv.

Det er de pårørende det drejer sig om.

Anne Brix kigger ud over landskabet gennem vinduet i samtalerummet og fortæller: - Det er en stor belastning, at have en misbruger tæt på, og det kan have store konsekvenser. Livsglæde og samhørighed bliver langsomt fortrængt af bl.a. magtesløshed, skyld og skam, når man lever med eller er tæt på en misbruger.

Anne Brix er sammen med sin mand Torsten, flyttet fra Aarhus til Højrup for et par år siden. Her har Anne åbnet sin klinik, eller samtalerum, som hun hellere vil kalde det. Anne har også konsultation i Aarhus og Ålborg, hvor hun er et par gange om ugen.

Anne Brix har i 9 år været ansat som leder af en familieafdeling hos et, af landets største Minnesota dagbehandlingscentre.

- Her har jeg forestået pårørende-terapien, afholdt kurser for Voksne Børn af afhængige, samt givet individuelle sessioner, fortæller Anne, og fortæller kort om Minnesota modellen, som er en behandlingsmodel, der stammer fra delstaten Minnesota i USA, hvor grundprincipperne er, at alkoholisme skal betragtes som en selvstændig sygdom. Anne Brix har også uddannet interne rådgivere og psykologer indenfor disse områder.

Personligt har hun også selv haft flere aspekter af misbrug inde over sit liv, og kender misbrugets psykologi, logik og mønstre. Og de pårørendes reaktionsmønstre på afhængigheden.

- Jeg er uddannet indenfor familieterapi, kognitiv terapi og mindfulness, i relation til misbrugsproblematikker, men først og fremmest tager jeg udgangspunkt i det menneske, der kommer til mig for at få hjælp, slutter Anne Brix.

Fokus ligger i vores samfund for det meste på misbrugeren. De mennesker der har nære relationer til misbrugeren, har også fokus på den afhængige og overser dermed sig selv. Men det er de pårørende der har magten til at bestemme om problemet skal fortsætte eller slutte. De har bare brug for, ofte relativt kortvarig hjælp, til at gribe problemet an på nye måder. Anne Brix understreger igen, at det er de pårørende det handler om, de pårørende der sidder med nøglen til problemets løsning.

- Når man som pårørende oplever, at man ikke længere kan dele virkelighed med hinanden, forklarer Anne, at familien bliver sekundær og går i opløsning. Og typisk vil man i relationen til en misbruger begynde at normalisere det unormale, og så er der brug for hjælp.

- Du bliver under samtalerne rustet med værktøjer, som kan anvendes til at håndtere situationen med, fortæller Anne Brix, og fortsætter: - Viden om misbrug og dets følgevirkning for pårørende, giver værdifuld indsigt og værktøjer til at komme ud af den meningsløshed, man er blevet fanget i.

Nogle af de værktøjer kunne for eksempel være, at få fokus på sig selv og sine egne mønstre, der er udviklet pga. misbruget. Hjælp til at begynde at være ærligt omkring det, og at gøre misbrugeren klar over konsekvenserne ved fortsat misbrug, forklarer Anne.

Også voksne som er vokset op i et hjem med for megen alkohol (såkaldt Voksne Børn af alkoholikere/afhængige) kan søge hjælp hos Anne Brix, som fortæller:

- Voksne der har haft forældre med misbrug lider f.eks. ofte af lavt selvværd, problemer med nære forhold, perfektionisme, følelsesmæssige vanskeligheder og kontrol. Dem kan jeg også give nogle værktøjer, så de kan få bearbejdet barndommen og få forståelse for sig selv som voksen, slutter Anne Brix.

Hvis man har behov for hjælp som pårørende til en misbruger, kan Anne Brix kontaktes for konsultation og samtaler, som også kan foregå over telefonen eller på Skype.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...