Anh Vu Khuu sørger for at køle de varme strandgæster ned

TORNBY: Indehaver af Gelato Is Anh Vu Khuu byder velkommen i det lille ishus på Tornby Strand med et stort smil.

Anh Vu Khuu har drevet Gelato Is i Frederikshavn siden 1. juni 2011, og synes det var tid til, at prøve noget nyt. Anh Vu fortæller, at han elsker naturen i og omkring stedet, og derfor besluttede han sammen med sin kone, at overtage ishuset på Tornby Strand i 2018.

Ordet Gelato stammer fra det latinske ord ”gelatus”, som betyder frossen og bruges om isen der er en klassiker indenfor italiensk is, fortæller Anh Vu, og forklarer: - Vores is er hjemmelavet, på de bedste råvarer fra Italien, og den bliver lavet dagligt i vores egen ismaskine.

Isen et meget lavt fedtindhold, fordi der kun bliver anvendt mælk.

Anh Vu fortæller, at mælkeisen bliver opvarmet til 78 grader, og derved pasteuriseres isen. Herefter hældes den direkte ned i frostcylinderen, og isen kommer ud i en lækker og cremet konsistens.

I køledisken er der mange spændende smagsvarianter, hvor chokolade, vanilje og jordbær altid en fast del i disken, og når jordbærsæsonen starter i Danmark, bruges der friske lokale bær i isproduktionen.

- Vi laver hele tiden nye is, den seneste is er en whiskey cream, som er blevet rigtig populær hos de voksne. Og hvis der er stor efterspørgsel på en bestemt smag, sørger vi for at have rigeligt af den, fortæller Anh Vu Khuu.

Hvis man skal holde sommerfest, kan man leje sin egen isbar, så man kan servere lækker is for gæsterne hjemme i sin egen have.

Udover is serveres der også grillmad, en fransk hotdog eller toast, der sammen med en kop friskbrygget kaffe kan nydes på ishusets terrasse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...