TVERSTED: I weekenden var det næsten umuligt at finde et sted, hvor der kunne parkeres ved Tversted Skole. Hundredvis af mennesker valfartede til det store julemarked.

Det er tredje gang, at Marianne Isager holdt julemarked på skolen, som hun købte for tre år siden.

Det første år var der kun marked om lørdagen, men da det blev et helt overvældende succes, besluttede Marianne Isager at udvide julemarkedet til at omfatte både lørdag og søndag. Og det er måske endda for lidt henset til mange besøgende begge dage.

Alle klasselokaler og gangene var fyldt til bristepunktet med boder, der viste og tilbød kunsthåndværk af meget høj kvalitet. Udstillerne var for det meste lokale, og de er meget glade for Marianne Isagers initiativ til at anvende den gamle skole som et udviklings- og udstillingssted for kunsthåndværkere og andre kreative mennesker.

- Der har manglet et sted i Tversted, hvor daglige kunstaktiviteter, produktion og udstillinger fungerer sammen, lød det fra flere af udstillerne.

Marianne Isager købte skolen, da hun i længere tid havde manglet plads til lager, administration og udvidet kursusaktiviteter. Marianne Isager har i de sidste 42 år stået i spidsen for dansk strikdesign med stor international succes. Udover hendes egen virksomhed er der på skolen et antal kunsthåndværkere, der udfolder deres kreative ideer.

Fra de mange stande spredte sig en duft af jul. I Spisestuen blev serveret vafler, gløgg, kaffe og syriske specialiteter, og i skolegården var der salg af juletræer. Julemarkedet blev stemningsfuldt afsluttet i gymnastiksalen, hvor Hanne Weber-Hansen og korsangere fra Bindslevkoret sammen med publikum sang julens sange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...