DGI henter ny administrerende direktør i Motorstyrelsen i Aalborg

AALBORG: Det er en af de helt tunge poster i dansk idræt, som til sommer får en ny administrerende direktør med solide ledelseserfaringer i at få lokale, regionale og nationale perspektiver til at spille sammen.

52-årige Jens Otto Størup tiltræder 1. juli som administrerende direktør i DGI, der har landskontor i Vingsted ved Vejle. DGI’s tæt på 650 medarbejdere arbejder med det klare mål at gøre flere danskere aktive, helst i en idrætsforening. Og historisk mange danskere er medlem af en idrætsforening. Det viser de medlemstal for 2019, som DGI netop har offentliggjort.

DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen siger:

- Jeg er stolt over, at Jens Otto Størup har valgt DGI til. Han er den helt rigtige til at stå i spidsen for et endnu tættere samarbejde mellem DGI’s landskontor og vores 14 landsdelsforeninger med det formål at styrke idrættens og foreningslivets rolle i samfundet. Samtidig har Jens Otto Størup gedigen ledelseserfaring fra flere organisationer, hvor lokale, regionale og nationale perspektiver på potentialer og udfordringer skal spille sammen. Jeg er sikker på, at hans erfaringer vil vise sig værdifulde i idrættens verden.

DGI’s kommende administrerende direktør Jens Otto Størup siger:

- Jeg glæder mig til at arbejde for en rigtig god sag, blive en del af DGI´s organisation, møde nye kollegaer og møde de mange frivillige kræfter. Idræt har altid været en vigtig del af mit liv. Jeg har set, hvordan foreninger bygger bro og binder os sammen som samfund på tværs af land og by og på tværs af generationer. De værdier vil jeg bruge mine erfaringer til at arbejde for.

Jens Otto Størup kommer fra en stilling som direktør i Motorstyrelsen under Skatteministeriet. Motorstyrelsen var en af de syv styrelser, der i 2018 erstattede SKAT.

Hovedsædet blev i Aalborg, og Jens Otto Størup har stået i spidsen for opbygningen af styrelsen, fra han som første mand mødte ind på kontoret, til Motorstyrelsen i dag beskæftiger omkring 375 medarbejdere.

Fra 2011 til 2017 var Jens Otto Størup administrerende direktør i Nordjyllands Trafikselskab. Her dukkede ham også hyppigt op i både politiske og mediemæssige sammenhænge, da han i 2006-2011 var administrerende direktør i Nordsøen Oceanarium & Forskerpark i Hirtshals.

Jens Otto Størup tiltræder 1. juli og afløser dermed Troels Rasmussen, der har været konstitueret i stillingen siden december 2019, hvor Søren Brixen fratrådte som administrerende direktør i DGI.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...