Anlægsarbejderne på Hirtshals Havn er tilendebragt, så nu kan Fjord FSTR bare komme an

HIRTSHALS: Hirtshals Havn har nu sat det sidste punktum for anlægsarbejderne omkring etableringen af det nye Færgeleje 4 på NordsøTerminalen.

Færgeleje 4 er etableretmed henblik på Fjord Lines indsættelse af den nybyggede katamaran Fjord FSTR senere på året.

Den nye katamaran indsættes i fast rute mellem Hirtshals og Kristiansand - en rute som hidtil har været varetaget af HSC Fjord Cat.

- Vi er tilfredse med, at vi nu kan sætte det sidste punktum i forbindelse med etableringen af Færgeleje 4 ved Trailerkajen. Dermed er færgelejet klart til at modtage Fjord FSTR senere på året, siger Hirtshals Havns tekniske chef, Peter Ydesen kort efter afleveringsforretningen.

Den afsluttende afleveringsforretning drejede sig om broklappen, der er bygget på en sådan måde, at den kan servicere både katamaraner og konventionel tonnage. Broklappen har et vertikalt spænd på 3 meter, der sikrer, at færgelejet kan klare såvel vandstandsvariationer som skibenes bevægelser i forbindelse med lastning og losning.

Broklappen er leveret af Bladt Industries, som har stået for selve stålarbejdet, i samarbejde med Serman & Tipsmark, der har leveret det komplette hydrauliksystem og elektriske styresystem.

Stor trafik på Hirtshals Havn betød, at rederiet Fjord Line valgte at anløbe det nye færgeleje med færgen M/F Stavangerfjord allerede lørdag, da Containerkajen, hvor Fjord Lines konventionelle færger sædvanligvis anløber, ekstraordinært blev anløbet af et ro/ro-fartøj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...