For 3,5 mio. kr. får Hirtshals Boldklub frisk luft ind gamle omklædningslokaler

HIRTSHALS: I Hjørring Kommunes budget for 2018 blev der afsat 3,5 millioner kroner til renovering af Hirtshals Boldklubs klubhus. Pengene har børne-, fritids- og undervisningsudvalget nu vendt tommelfingeren op for at frigive, så istandsættelsen af klubhusets omklædningsfaciliteter kan begynde.

Det er noget, der glæder næstformanden for Hirtshals Boldklub, Kenneth Vendelbo, som længe har advokeret for en renovering af klubhuset.

- Det er hårdt tiltrængt med en fornyelse af omklædningsrummene. Jeg har i mange år presset kommunen om penge til en renovering, da det nærmest har været ubehageligt at klæde om derinde, fortæller Kenneth Vendelbo.

Antallet af kvadratmeter ændres der ikke på, men de fire store omklædningsrum bliver lavet om til seks mindre, så der bliver bedre plads til klubbens mange børnehold.

Siden klubhuset blev bygget engang i starten af 1960'erne, er det kun vinduerne, som sidenhen er blevet udskiftet. Derfor sætter klubben også stor pris på moderniseringen.

- Det er vigtigt, at vores medlemmer får bedre faciliteter, da det giver et løft til hele klubben, siger næstformanden.

Foruden de nye omklædningsrum, så skal det eksisterende tag renoveres, der skal indsættes nye vinduer og døre og loftet og gulvet skal efterisoleres. Herudover skal alle installationer til vand, varme, ventilation og el energioptimeres.

Formanden for børne-, fritids- og undervisningsudvalget, Mai-Britt Beith (S), forklarer, hvorfor kommunen har afsat penge til en fornyelse af fodboldklubbens lokaler.

- Det er med til at forbedre sundheden i kommunen, men det styrker også fællesskabet, lyder det fra Mai-Britt Beith.

Renoveringen af klubhuset sættes i udbud i fagentrepriser, så flest muligt lokale håndværkere kan tage del i byggeriet. Ifølge planerne påbegyndes renoveringen om to uger og vil stå på frem til marts 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...