Arbejdende stande, kaffehygge og gode handler i den kommende weekend

TORNBY: Tornby Gl. Købmandsgård slår i weekenden 8. og 9. juni dørene op til det populære skudehandelsmarked.

Markedet er begge dage åbent fra klokken 10-17.

Skudehandelsmarkedet frister blandt andet med kunsthåndværksstande - stande som Uggerby Husflid etablerer. Der vil være arbejdende stande med trædrejning, knipling strikning, hækling, spinding af uld, og så udstiller husflidsfolkene en masse flotte ting, som er blevet lavet på foreningens kurser.

En gruppe norske bådebyggere har bygget en træjolle, som kan ses i museets lade, og bådebyggerne vil være til stede til Skudehandelsmarkedet.

- Nu skal båden sælges, og folk er velkommen til at se på båden - og interesserede kan give et bud på båden, siger Lisbeth Ottosen, der er formand for købmandsgården.

Købmandsbutikken er åben og blandt mange andre lækkerier er Hartmann Petersens spegepølse lavet på den gamle opskrift samt husets bjesk.

Gæsterne har også mulighed for at nyde kaffe og hjemmebagt kage i kaffestuen. Der er desuden mulighed for at købe grillpølser på pladsen.

Købmandsgårdens udstillinger er selvfølgelig åbne, og hertil kommer, at Tornby-Vidstrup Sognearkiv holder åbent begge dage.

- Vi har også et lotteri med gode sponsorerede gevinster, fortæller formanden, der håber, at mange gæster vil kigge inden for.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...