Hirtshals Fiskefestival har modtaget en stor donation fra Spar Nord Fonden

HIRTSHALS: Hirtshals Fiskefestival har fået en donation på 300.000 kroner af Spar Nord Fonden til afviklingen af kokkekonkurrencen Local Cooking de næste tre år.

Tilbage i 2015 gennemførte Hirtshals Fiskefestival - i samarbejde med Rene Langdahl Jørgensen fra Nordsøen Forskerpark - det første løft af den allerede eksisterende konkurrence ”Årets Fiskeret”.

Formålet var og er at at løfte Hirtshals’ image som interessant destination for fiske- og skaldyrsglade turister fra Nordjylland, Danmark, Skandinavien - ja, endda hele Europa.

En højt profileret kokkekonkurrence med regional restaurantdeltagelse og dommerpanel af kendte danske madpersonligheder er med til at markedsføre højkvalitetsfisk fanget af Hirtshalsfiskere i farvandet omkring Nordvendsyssel og dermed indirekte være med til at sikre vækst i fiskeerhvervet gennem bedre priser og bredere afsætning.

Konkurrencen afvikles på et krævede niveau for de deltagende restauranter. Dommerne er nogle af Danmarks bedste kokke og madanmeldere. Med hjælp fra festivalens mange frivillige skabes der et helt unik og tæt stemning, hvor deltagere og publikum kommer helt tæt på hinanden i det store telt på havnen.

Konkurrencen har de seneste år været afhængigt af ekstern finansiering - senest fra Hjørring Kommune.

Hirtshals Fiskefestival alene ikke har økonomien til at afholde konkurrencen.

- Med denne donation er der skabt ro omkring økonomien og kan i højere grad bruge tiden på at udvikle konkurrencen, siger festivalens koordinator Mette Jensen.

- Vores store forbillede er jo kokkekonkurrencen ”Sol over Gudhjem”. Konkurrencen har skabt enorm opmærksomhed omkring Bornholm som leverandør af kvalitetsråvarer og ikke mindst rejsedestination for betalingsvillige restaurantgæster, tilføjer hun.

Konkurrencedagen i år i Hirtshals afvikles torsdag 1. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...