HJØRRING: En lidt for frisk blæst deltog onsdag aften i Kulturnatten i Hjørring. Men blæsten til trods, var byen fyldt med musik og underholdning leveret af en række professionelle kunstnere samt lokale foreninger og kulturaktører.

Byen summede af aktivitet aftenen igennem, og der var sikret underholdning for både store og små.

Således blev showet med Gurli Gris og Gustav i Metropol ShoppingCenter et kæmpe trækplaster for de yngste gæster, mens Jens Jacob Tychsen - sikkert bedre kendt som Hr. Weyse i tv-serien Badehotellet - fik det modne publikum på banen.

Byens mange butikker leverede gode shopping-oplevelser og varme til forfrosne kunder.

- Det var en rigtig hyggelig og god aften. Det var lidt koldt - men vinden lagde sig til sidst på aftenen, fortæller event- - og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt.

Hun tilføjer, at Kulturnatten slog alle rekorder sidste år, hvad besøgstal angår, og årets Kulturnat nåede ikke samme niveau.

- Men der var god stemning og mange mennesker i gaderne om aftenen, og foreningerne lavede både gode og sjov aktiviteter i gaderne.

Kulturnatten plejer at ligge første fredag i juni, men i år var arrangementet rykket til dagen inden Kr. Himmelfartsdag.

Se mere side 42.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...