Men det koster på antallet af konsultationssteder

KOMMUNEN: Den nye lægevagtsaftale for Region Nordjylland er nu trådt i kraft.

Med aftalen sikres alle nordjyske borgere en lægevagt i en tid, hvor det er svært at rekruttere praktiserende læger.

Med den nye aftale vil det fortsat være muligt at møde fysisk op til en konsultation i Aalborg, Hjørring, Thisted, Hobro og Frederikshavn, ligesom der vil være mulighed for sygebesøg fra en kørende vagtlæge i alle egne af regionen.

Aftalen indebærer imidlertid også, at konsultationsstederne i Skagen, Brovst og Farsø er nedlukket pr. 1. marts 2020, og at lægevagten i Brønderslev ikke genåbnes.

- Vi ønsker i regionens Akut- og Praksisudvalg, at indgå i en dialog efter de mange reaktioner, som er kommet fra mange interesserede borgere, og vi ser frem til at have en konstruktiv debat om blandt andet mulighederne for kompenserende tiltag i kølvandet på aftalen, siger Mogens Ove Madsen, der er formand for regionens Akut- og Praksisudvalg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...