Natteravnene kan ikke være med til at skabe tryghed i nattelivet under nedlukningen af Danmark. Derfor har organisationen i stedet oprettet Fællessskabslinjen, som kan gøre en forskel for dem, der har brug for det

KOMMUNEN: I disse Corona-tider, hvor hele landet bliver anbefalet at blive hjemme, har også Natteravnene måttet indstille al aktivitet. I stedet har de frivillige lanceret Fællesskabslinjen. Det er en service, hvor man, hvis man føler sig ensom, har mulighed for at blive ringet op af en natteravn.

- Som natteravne er vi er vant til at tale med alle tale om løst eller fast, når vi er på gaden. Det kan vi desværre ikke lige i øjeblikket, men til gengæld kan vi tage en snak over telefonen, oplyser den frivillige organisation.

Fællesskabslinjen fungerer således, at man går ind på Natteravnenes hjemmeside og udfylder en formular med sit navn og telefonnummer. Inden for 24 timer bliver man så ringet op af en Natteravn til en uforpligtende snak, som kan hjælpe mod den ensomhed og isolation, som mange føler i disse tider.

Ikke terapi

Fællesskabslinjen er ikke en terapi. Personer ,som har brug for dette, vil blive oplyst om, hvor de kan få hjælp til sådanne samtaler. Fællesskabslinjen er en form for besøgsven i telefonen og ikke møntet på krisesamtale.

- Vi har rigtig mange Natteravne, som savner at komme ud at gøre en forskel. Det får vi nu muligheden for ved etableringen af Fællesskabslinjen. Vi har fået stor opbakning fra Natteravne fra hele landet, der på kort tid har meldt sig til at være en del af Fællesskabslinjen, forklarer chef for Natteravnene Claus Staunstrup Nilsson, som udmærket er klar over, det ikke helt normalt at Natteravnene skal til at lave telefonopkald i stedet for at gå på gaderne.

- Normalt er vi der for de unge i byen. Men i disse ekstraordinære tider kræver det, at alle viser samfundssind og byder ind med, hvor de kan gøre en forskel. Vi ved ikke med sikkerhed, om der er et behov for dette, men nu giver vi muligheden, hvis der skulle være nogle derude, der har brug for en snak, siger han.

Kun under krisen

Natteravne i hele landet har meldt sig som frivillige til tjenesten. I starten vil der være i alt cirka 40 natteravne klar til at ringe rundt. Et tal som kan stige, hvis der er mange, som der henvender sig med behovet.

Fællesskabslinjen er kun aktiv under denne nedlukning af Danmark. Herefter vil den ophøre.

Fællesskabslinjen er tilgængelig på natteravnene.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...