1. august tiltræder Kari Rune Jakobsen som ny skole- og dagtilbudschef i Hjørring Kommune

HJØRRING: Børne-, fritids- og undervisningsforvaltningen i Hjørring Kommune har ansat Kari Rune Jakobsen som ny skole- og dagtilbudschef. Kari Rune Jakobsen kommer fra en stilling som chef for PPR i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune, men den vendsysselske kommune er ikke fremmed for hende - hun har nemlig tidligere været ansat som leder af PPR i Hjørring Kommune.

- Jeg er meget tilfreds med og glad for, at Kari Rune Jakobsen igen bliver en del af Hjørring Kommune og indtræder i vores chefteam. Hun har stor erfaring inden for området og stærke ledelsesmæssige kompetencer. Jeg er meget tryg ved, at Kari Rune Jakobsen skal stå i spidsen og sikre den fortsatte udvikling af vores skoler og daginstitutioner og dette med et stærkt fokus på børnene, deres læring og trivsel, siger direktør i børne-, fritids- og undervisningsforvaltningen, Jesper Carlsen, i en pressemeddelelse.

Det er et enigt ansættelsesudvalg, der står bag valget af Kari Rune Jakobsen. I alt 15 kandidater søgte stillingen, hvoraf fem har mødt ansættelsesudvalget til samtale. Hun tiltræder 1. august.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at vende tilbage til Hjørring Kommune som skole- og dagtilbudschef. Samarbejdskulturen og mindsettet i Hjørring Kommune passer mig utroligt godt. Her er borgerne i centrum, og resultater noget vi er sammen om at skabe. Jeg vil som skole- og dagtilbudschef gøre mit bedste for at skabe retning, mening og sammenhæng på tværs af organisatoriske niveauer til gavn for Hjørring Kommunes børn og unge, siger Kari Rune Jakobsen.

Gik til UCN

Stillingen som skole- og dagtilbudschef blev ledig, da Peter Larsen i marts blev ansat som uddannelseschef hos UCN, hvor han står i spidsen for læreruddannelsen samt Center for Undervisningsmidler (CFU), der blandt andet leverer undervisningsmaterialer til alle nordjyske folkeskoler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...