HJØRRING: Lotte Boserup har tiltrådt stillingen som afdelingsleder af SOSU Nord Hjørring 15. januar, hvor hun som noget af det første tog godt imod de nye elever på grundforløb 2, da de startede 17. januar.

Lotte kommer fra en stilling som uddannelsesleder på Social- og Sundhedsskolen Skive Thisted Viborg, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med udvikling af strategi og implementering af EUX Velfærd, samt udvikling af nyt digitalt læringskoncept til SOSU-assistent uddannelsen i samarbejdede med Forlaget Munksgaard.

Lotte glæder sig til at trække i arbejdstøjet:

- Jeg ser meget frem til at blive en del af SOSU Nord, når jeg tiltræder stillingen som leder af Hjørring-afdelingen.

- Og glæder mig især til at komme i gang med samarbejdet med lærere, elever og netværket omkring Hjørring-afdelingen. Det bliver spændende at fortsætte arbejdet med øge rekrutteringen af elever til SOSU-området, og fortsat have et fokus på den faglighed og de værdier som SOSU-uddannelserne på SOSU Nord er kendetegnet ved, lyder det fra Lotte Boserup.

Direktør Lene Kvist fra SOSU Nord ser frem til at der nu kommer en ny leder af skolens aktiviteter i Vendsyssel:

- Det er vigtigt for SOSU Nord at have en leder i Hjørring, som kan formidle uddannelserne og samarbejdet omkring rekruttering og fastholdelse af elever på social- og sundhedsuddannelserne. Lotte er en resultatdrevet og strategisk leder med flere års erfaring i operationel uddannelsesdrift, og har indgående indsigt i skolens uddannelser.

- Vi forventer derfor at få en leder, der kan sikre udviklingen af det gode samarbejde, som vi allerede har til arbejdsgivere, skoler og jobcentre i Vendsyssel.

Lotte er oprindelig uddannet tandklinikassistent og siden sygeplejerske. Hun har været på Social- og Sundhedsskolen Skive Thisted Viborg siden 2012, hvor hun inden sin stilling som uddannelsesleder var ansat som underviser, skole-praktikkoordinator og planlægnings- og uddannelseskoordinator.

Lotte er bosat i Skive sammen med sin mand Brian, og sammen har de pigerne Nanna og Freja.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...