Tien Phan har købt den gamle Netto-bygning og Slagter Winther-bygningen i Hirtshals

HIRTSHALS: Tien Phan, der er indehaver af Nordisk Buffet og Gaja Sushi i Jernbanegade i Hjørring, har købt den gamle Netto-bygning og Slagter Winther-bygningen i Hirtshals.

- Den gamle Netto Bygning blev erhvervet for 1.725.000 kroner for et par måneder siden. Det er to gode ejendomme, som jeg har fået til gode priser, og som jeg nu vil drive forretninger i.

Tien Phan købte Slagter Winther-ejendommen for godt et år siden for 4.100.000 kroner, og lejede den ud til Rene Ejstrup Larsen fra Spar på Margrethevej. Siden har Rene flyttet Slagter Winther til Spar på Margrethevej, og gjort den til en del af Spar.

Tien Phan vil nu lave denne forretning om til lagersalg af kød, samt vin og spiritus - i lighed med Damsgaard i Frederikshavn. Dette butiksprojekt er planlagt til cirka 1. april 2020. ”Slagter W lagersalg” bliver det nye navn på butikken i Hjørringgade.

Slagter W Lagersalg bliver med færdig vakuumpakket fersk kød - pakker til at tage med hjem til lav pris. For eksempel vil Tien købe store mængder kød, og sælge meget billigt til de lokale i Hirtshals, men også til nordmændene selvfølgelig. Tien regner med, at der skal være tre medarbejdere i Hjørringgade fremover.

Værelser og mad

- Den gamle Netto-bygning blev erhvervet for 1.725.000, og det var et godt køb, siger Tien.

- I denne bygning har jeg planer om at lave 16 hotelværelser i to plan, samt en meget stor restauration med 120 siddepladser, hvor der skal sælges en bedre grillbuffet, og en buffet med fisk, skaldyr og sushi. Det mangler vi i Hirtshals, siger Tien.

- Alt det der skal sælges både i restaurationen og hos Slagter W Lagersalg skal være billigt, og det skal være af meget høj kvalitet, siger Tien.

- Så kommer folk igen og igen, og det gælder også nordmændene.

Han regner med seks medarbejdere i den gamle Netto-bygning, og her forventer Tien Phan også at være klar 1. april 2020.

Bosat i Hjørring

Tien Phans forældre var bådflygtninge fra Vietnam. De flygtede til Hong Kong, hvor Tien Phan blev født for 35 år siden. I dag bor Tien Phan sammen med sin vietnamesiske hustru og parrets lille søn i Hjørring, og her bor Tiens forældre også.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...