B75 i Hirtshals fik mange nye på 60+ ved åbent hus

HIRTSHALS: Sidste onsdag havde bordtennisklubben B75 inviteret til åbent hus for seniorer i Hirtshals Idrætscenter. Kontaktperson for seniorerne, Claus Uttrup, bød velkommen og glædede sig over, at der var kommet så mange nye, der var interesseret i at stifte nærmere bekendtskab med bordtennis.

- Alle over 60 år er meget velkommen, både kvinder og mænd. Bordtennis er et dejligt spil, der giver deltagerne god motion og sved på panden. Mange tror, at bordtennis kun er et hyggespil for børn, men det er slet ikke tilfældet. Se blot på vores klub her i Hirtshals, hvor vi har spillere, der deltager i turneringer på højt niveau, fortæller Claus Uttrup.

Der spilles hver onsdag fra klokken 11 - 13 i Multisalen ved Hirtshals Idrætscenter. Multisalen er specielt indrettet til bordtennis. Der er faste spilleborde, og gulvbelægning samt lys er målrettet bordtennis. Det er gratis at deltage, ja selv kaffen er gratis. Klubben stiller bordtennisbat og bolde gratis til rådighed. Det eneste, deltagerne selv skal medbringe, er indesko.

Der spilles bordtennis for seniorer 60+ hele året bortset fra ferieperioderne. Normalt kommer der omkring 20 hver onsdag, men da der er plads til dobbelt så mange, er både nye og tidligere spillere meget velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...