Bunkerture med Flemming Hammer som guide er populære

TVERSTED: Hver tirsdag i sommerferien, til uge 33, og tirsdag i efterårsferien er der spændende historiske ture i Tversted. Bunkereksperten Flemming Hammer fra Bunkergruppen ved Vendsyssel Historiske Museum guider rundt i området, hvor den tyske marine under 2. Verdenskrig havde etableret et kanonbatteri ”Marine Stutzpunkt Tversted” med 60 forskellige bunkere.

Turen varer cirka to timer og koster 20 kroner, børn deltager gratis. Turene starter klokken 19 fra Polarkiosken. Der ingen tilmelding.

Sidste tirsdag deltog omkring 100 i den historiske rundvisning. Flemming Hammer fortalte med stor entusiasme, hvordan Bunkergruppen i 1997 begyndte at registrere bunkerne i Tversted. I første omgang fandt Bunkergruppen nogle få, men efterhånden dukkede flere og flere op, så lige nu er der 60 registrerede bunkere. De fleste af dem ligger på privat område og kan være svære at få øje på. Da bunkerne ikke er fredet, kan ejeren udnytte dem til, hvad de vil. Der er eksempler på, at sommerhuse er bygget oven på bunkeren på grunden. Andre anvender bunkerne til andre formål for eksempel opbevaring af grøntsager eller som vinkælder. Enkelte har også indrettet deres bunker til festsal.

Flemming Hammer har i tidens løb forhandlet med de private lodsejere om adgang til at holde guidede ture omkring deres områder. De fleste grundejere har været positivt stemt, og derfor kan der holdes spændende bunkerture, der fører deltagerne igennem både private og offentlige områder. De mange deltagere på turene får herved et interessant indblik i en tid, hvor Tversted var besat af tyskerne.

I Tversted byggede tyskerne under krigen i alt 60 bunkere og udgravede over 12 km løbegange samt knapt 4 km pansergrave og udlagde 6.288 personel- og panserminer.

Det tyske marines kystbatteri havde til formål at sikre farvandet mellem Hirtshals og Skagen samt vanskeliggøre en fjendtlig landgang fra nord. Den tyske marine byggede ligeledes et yderst effektivt hærinfanteri støttepunkt i Tversted, der med 60 kampklare infanterister, havde til formål at beskytte batteriet fra syd samt bevogte vejen fra stranden. Batteriets hovedvåben var fire tyske 105 mm kanoner, der var placeret i åbne betonbriske med tilhørende ammunitionsbunkere, mandskabsbunkere og en stor feltmæssig ildlederbunker. Herudover var der 51 bunkere i form af maskingeværbunkere, morterbunkere og sanitetsbunker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...